29-årig dræbt efter knivstikkeri
Tidligt søndag morgen var Nordjyllands Politi til stede ved adressen i Fjerritslev.
Opdatering: De to, som var på fri fod, er anholdt. Læs mere om det her
Et større område i Fjerritslev er spærret af som følge af et knivstikkeri, og det har det været siden, at Nordjyllands Politi fik en anmeldelse om et knivstikkeri klokken 04.52 søndag morgen.
Som følge af flere knivstik er en 29-årig mand afgået ved døden, som følge af de skader, som han er blevet tildelt. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. Det nærmeste pårørende er underrettet.
Der er to personer, der er blevet anholdt af politiet efter knivstikkeriet. Den ene er sigtet i sagen, mens den andens rolle skal afklares.
- Vi ved, hvem de er
Derudover eftersøger politiet nu en 24-årig kvinde og en 45-årig mand, som efterforskningen sætter i forbindelse med drabet.
- Vi ved, hvem de er. Så jeg opfordrer dem til at kontakte politiet. Straks,” siger vicepolitiinspektør Niels Kronborg.
Sker det ikke hurtigst muligt, at personerne melder sig selv, vil Nordjyllands Politi i løbet af dagen offentliggøre de eftersøgte personers fulde identitet.
Det er specielt omkring en adresse på Vestergade, at der er afspærringer, men der pågår stadig et stort efterforskningsarbejde, og derfor er andre dele af byen også ramt af, at politiet arbejde lige nu.
- Vores opgave består i øjeblikket i, at vi efterforsker alle spor: på og omkring gerningsstedet, indhente og gennemse videoovervågning, afhøre en række personer og meget mere,” siger vicepolitiinspektør Niels Kronborg, som dog på nuværende tidspunkt ikke kan fortælle mere, da efterforskningen stadig pågår.
Kan være internt opgør
Derfor kan politiet heller ikke fortælle om et muligt motiv, men vicepolitiinspektøren forklarer, at sagen ikke har relation til den bandekonflikt, som i de seneste måneder har udspillet sig i specielt Aalborg.
"Politiet arbejder med flere hypoteser, hvoraf en er, at der kunne være tale om et internt opgør blandt personer, der i forvejen har en relation til hinanden", skriver politiet.
I følge TV2 Nords mand på stedet er de to anholdte personer ført væk i DNA-dragt som følge af overfaldet. Det blev de omtrent klokken 7.15 og klokken 8.
Efter ransagning af et hus i byen har politiet også taget et baseball-bat med sig til yderligere undersøgelse.
Politiet vil resten af dagen være til stede i Fjerritslev, og har man oplysninger i sagen, kan du ringe til politiet på 114. Det kan eksempelvis være, hvis man har videoovervågning eller andre oplysninger, der kan hjælpe politiet med efterforskningen.