Følelsesmæssig rutsjebanetur: Her er højdepunkterne fra Stine Rex' vilde verdensrekord
Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord
Høj musik og kæmpe opbakning fra medløbere var nogle af ingredienserne til Stine Rex' succes. Alligevel kom hendes verdensrekord ikke i hus uden bump på vejen.
351 runder rundt om søen i Aabybro. Opskriften på at blive rundtosset for nogen, men for Stine Rex er det opskriften på en ny verdensrekord. Med 505 kilometer i benene er hun nu den kvinde, der har løbet længst på tre døgn.
Da ultraløberen løb over målstregen søndag morgen, var hun fyldt af glæde, lettelse og stolthed fyldte, men undervejs var der andre følelser på spil.
De første par nætter var særdeles hårde ved ultraløberen, selvom der var flere værktøjer i brug til at holde gang i stængerne.
Nik & Jay og Macarena har i nattetimerne braget ud af højtaleren, mens løbemakkere har holdt Stine ved selskab. Alligevel blev trætheden og mørket for stor en mundfuld natten til lørdag omkring klokken fire.
- Jeg er bare færdig, Søren (Dalum, Stine Rex' faste fysioterapeut), jeg er bare færdig. Hvad gør vi? Lød det fra Stine Rex natten til lørdag.
Der findes heldigvis råd for den slags, og efter en kort lur på 20 minutter var der igen fart på den nordjyske jernkvinde.
Jeg er så træt skat, må jeg ikke holde en lille pause?
Stine Rex, ultraløber
Søvn og hvile var flere gange til forhandling. Og her skruede Stine Rex' mand og træner, Dan Kristensen, bissen på.
- Jamen, jeg er så træt skat, må jeg ikke godt holde en lille pause? Spurgte ultraløberen.
- Nej! Det er der ikke noget, der hedder, kom det prompte fra Rex-lejren.
Og taktikken virkede. Lørdag bragede Stine i hvert fald afsted og løb de første rekorder hjem.
Om morgenen stod den danske rekord på 339 kilometer for skud, og senere på dagen var det den personlige rekord på 394 kilometer.
Målløs mand
I stor kontrast til de foregående nætter fortsatte Stine Rex i det høje tempo natten til søndag.
Klokken 3 faldt den europæiske rekord, og før de fleste havde fået tøjet på, kunne Stine søndag morgen fejre en ny verdensrekord.
Efter 486 kilometers løb blev Stine Rex klokken 06.57 søndag morgen, den kvinde som har løbet længst på 72 timer nogensinde.
Her havde de fleste nok sagt "fedt, nu skal jeg sove", men stålsatte Stine Rex gav den fuld gas og rundede 505 kilometer, inden hun blev fejret af alle de fremmødte ved Søparken i Aabybro.
Lige efter den nye verdensrekordholder krydsede målstregen, var der stor begejstring hos Stine Rex' mand og træner, Dan Kristensen.
- Jamen, jeg er målløs stadigvæk, vi skal nok lige bruge et par dage på at suge det ind. Jeg er utroligt stolt af hende, siger Dan.
Efter rekordforsøget lød det fra Stine Rex, at hun kun havde ondt i halsen, men mon ikke benene er bare en smule ømme mandag morgen.
Se de udvalgte højdepunkter nedenfor: