En 30-årig kvinde er uden for livsfare efter ulykke
Foto: TV2 Nord (Arkivfoto)
Den 30-årige cyklist, der onsdag sidst på eftermiddag blev påkørt af en bil, er onsdag aften uden for livsfare.
Det var en 30-årig kvindelig cyklist fra Saltum, der onsdag eftermiddag blev kørt ned på Søndergade i Saltum. Kvinden kom kørende ud fra en indkørsel og ud på vejen, da hun blev påkørt af en bil ført af en 63-årig kvinde. Bilisten kom kørende nordfra, og ifølge Nordjyllands Politi tyder meget på, at bilisten ikke kunne nå at reagere, da cyklisten pludselig var på kørebanen.
Den 30-årige kvinde blev ramt af bilen og fløj over i en anden bil, hvor der sad en 74-årig mand i. Hun landede så kraftigt på bilens rude, at ruden gik i stykker.
Kvinden blev efterfølgende kørt til Aalborg Universitetshospital med eskorte og er onsdag aften ifølge oplysninger fra Nordjyllands Politi uden for livsfare.
Der er ingen sigtede i sagen, som politiet fortsat undersøger i forhold til tekniske undersøgelser.
De to bilister er ikke kommet til skade i forbindelse med ulykken.