Efter debat om vindmøller på Facebook: Kommune trækker borger i retten for æreskrænkelse
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Mandag begynder et civilt søgsmål ved Retten i Hjørring. Her har Jammerbugt Kommune sagsøgt en privat borger for at have krænket borgmester Mogens Christen Gade og forvaltningens ære på Facebook. En forsker i sociale medier appellerer til, at vi meget tidligt skal lære, at tale ordentligt til hinanden.
I forbindelse med planerne om at opføre en vindmøllepark ved Nørre Økse Sø ud for Brovst har modstandere delt deres utilfredshed i en Facebookgruppe, som en lokal borger er administrator for.
Og det er på grund af ytringer i Facebookgruppen, at han nu er sagsøgt for at have delt ærekrænkende ytringer om Jammerbugt Kommune og borgmester Mogens Gade.
Ifølge docent i sociale medier, Jakob Linaa Jensen, at tonen er særlig hård på de sociale medier.
- Vi ser en udvikling, hvor der er nogle grænser, der bliver krydset. Folk taler grimmere, og det kan godt være, at coronakrisen også er en del af det, fordi folk er pressede, men det har været undervejs i lang tid, forklarer Jakob Linaa Jensen.
- Jeg vil godt understrege, at det er jo ikke er de sociale medier, der får folk til at tale grimt. Det er en tendens vi har set i samfundet over de seneste årtier, men sociale medier kan være med til at forstærke udviklingen. Folk tænker endnu mindre over, hvad det er de siger, når der er en skærm mellem dem og modtageren.
Hvad skal der til for at man kan ændre den her forråelse, den her debatkultur, som er på de sociale medier?
- Mit evige budskab er oplysning og uddannelse. Vi skal tale med hinanden om det, og vi skal alle sammen kigge os selv i øjnene og sige, "ah, det der skulle jeg måske lige holde mig tilbage med".
- Og så tror jeg på, at det starter i skolen. Det der med, at man nogen steder accepterer, at elever taler grimt til både lærerne og hinanden, det skal der simpelthen være nul tolerance overfor. Vi skal opdrage lige fra børnehaven til at tale ordentligt til hinanden. Det gør vi også i et stort omfang, men vi skal indskærpe det yderligere. Og så gælder det også os voksne. Selv nogen af os, der normalvis taler pænt, vi lader os rive med. Vi skal være opmærksomme på det her. Uenighed er velkommen - vi lever i et demokrati, og vi skal kunne diskutere ting. Men vi skal samtidig kunne tale ordentligt til hinanden, afslutter Jakob Linaa Jensen.
Den civile retssag begynder klokken 9 mandag ved Retten i Hjørring. Klokken 8 har vindmølleprotestgruppen anmeldt en demonstration uden for retten.