Ditte smadrer sin personlige rekord - om få timer kan hun have sat vild danmarksrekord
Foto: Foto: Grafik af Mie Leonora Heiberg
Under rekordforsøget skifter Ditte Leere Hesselborgs løbende sin voksenble.
Mange har prøvet at hoppe på trampolin i fem minutters tid. Fortsætter man meget længere, begynder syren at nå op til begge øre, og benene brænder.
Sådan forholder det sig imidlertid ikke for Ditte Leere Hesselborg. Hos hende skal der mere til, før det rigtigt "bider" i lårbasserne.
Klokken 7 lørdag morgen stillede hun sig op på sin trampolin og begyndte at hoppe ved Søparken i Aabybro. Syv og en halv time senere havde hun allerede for længst slået sin egen personlige rekord, som lød på fem timer, efter at have hoppet uafbrudt.
TV2 Nord fik en status på, hvordan stængerne havde det, da Ditte Leere Hesselborg havde rundet syv og en halv time.
- Det går faktisk rigtig godt. Benene har det fint, men mine tæer brænder helt vildt, lød beskeden.
Nærmer sig danmarksrekord
I løbet af det vilde rekordforsøg er der ikke plads til vandpauser. Der skal nemlig hoppes nonstop. Når Ditte Leere Hesselborg helt op på 13 timer, så er hun indehaver af danmarksrekorden.
Den nuværende danmarksrekord er på 12 timer. Og siden man kun tæller i hele timer, skal hun hoppe i 13 timer for at få sit navn i den uofficielle rekordbog (Guiness Rekordbog opgør ikke sådan en rekord officielt).
Til daglig er hun instruktør i jumping fitness i både fitnesscentret Skansen i Nørresundby og i Flauenskjold Fitness. Den seneste tid har hun trænet mellem 20 og 25 timer om ugen for at stå knivskarpt til rekordforsøget.
To bleskift undervejs
Én ting er dog anderledes ny for hende under rekordforsøget. Hun hopper med voksenble. For det er ikke helt nemt at hoppe 13 timer på trampolin uden at skulle lade vandet. For knap en uge siden lød det sådan her fra Ditte Leere Hesselborg:
- Bleen bliver den største hurdle. Det er det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde skal ud i. Det bliver svært at være i bevægelse og tisse. Og så vil der være kameraer og det hele, sagde hun.
Efter knap otte timer havde trampolinspringeren dog allerede skiftet bleen to gange, og det var forløbet helt gnidningsfrit.
Hvis alt går vel, har hun slået rekorden, når klokken bliver 20.00.