Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ditte skal hoppe på trampolin i 13 timer: - Jeg må blive rigtig gode venner med en voksenble

Foto: Privatfoto

Hun elsker at udfordre sin krop og mærke, når det rigtigt "bider".

Hop. Hop. Hop.

44-årige Ditte Leere Hesselborg elsker at hoppe i trampolin flere timer om ugen. Nu har hun givet sig selv den ultimative udfordring.

Hun vil forsøge at slå danmarksrekorden i at hoppe længst tid på en trampolin – i 13 timer.

- Det bliver så vanvittigt og stort. Jeg glæder mig til suset i kroppen, når jeg forhåbentlig gennemfører.

Det er en kæmpe bonus, at vi samler penge ind til, at børnene kan få de hjælpemidler, de skal have

Ditte Leere Hesselborg

Hun er slet ikke i tvivl om, hvad der bliver den største udfordring: At gå på toilettet. Hun må nemlig ikke forlade trampolinen på noget tidspunkt.

- Jeg må blive rigtig gode venner med en voksenble. Ellers overvejer jeg at sætte en presenning op, så jeg kan gøre det, jeg skal, inde under den. Så må dem, der skal tjekke, at jeg fortsætter med at hoppe imens, komme med ind under presenningen, siger Ditte og tilføjer:

- Det bliver virkelig grænseoverskridende. Men det skal ikke stoppe mig.

Som instruktør i jumping fitness i både Skansen og Flauenskjold Fitness er Ditte Leere Hesselborg vant til at tilbringe mange timer på en trampolin. Foto: Privatfoto

Har kun hoppet i fem timer

Ditte Leere Hesselborg vil forsøge at slå danmarksrekorden den 19. august fra klokken 7-21 ved TV2 Nord på Søparken i Aabybro i forbindelse med ultraløber Stine Rex’ forsøg på at slå verdensrekorden i ultraløb: 486 kilometer på 72 timer.

Som instruktør i jumping fitness i både fitnesscentret Skansen i Nørresundby og Flauenskjold Fitness er Ditte Leere Hesselborg vant til at tilbringe mange timer på en trampolin.

- Jeg underviser jo to steder, så i forvejen bruger jeg flere timer om ugen på at hoppe, siger hun.

Men rekordforsøget kræver, at hun slår sin egen personlige rekord på fem timers uafbrudt hopperi – med adskillige timer.

Den nuværende danmarksrekord er på 12 timer. Og siden man kun tæller i hele timer, skal hun hoppe i 13 timer for at få sit navn i den uofficielle rekordbog (Guiness Rekordbog opgør ikke sådan en rekord officielt).

Og det kræver sin kvinde. Og sin træning.

- Det er godt, jeg har sommerferie lige om lidt, for jeg skal op og træne 20-25 timer om ugen – både på trampolinen og løb, siger Ditte.

Samler penge ind til Skyggebørn

  • Stine Rex og de øvrige nordjyder, der skal forsøge at sætte rekorder, skal med løbet 17.-20. august samle penge ind til organisationen Skyggebørn, som hun er ambassadør for.

  • Skyggebørn er samtalegrupper for børn og unge i sorg, som har mistet én, der står dem nær eller har kronisk eller livstruende sygdom tæt inde på livet.

  • Under rekordforsøget opfordrer Stine Rex derfor til, at man støtter Skyggebørn ved at komme og løbe med eller ved at sende et beløb via MobilePay. 

  • Det koster 100 kroner at deltage i løbet, der bliver livestreamet på TV2 Nord.

  • Løbet foregår fra den 17. til den 20. august. Du kan tilmelde dig her.

Går til godt formål

Med de mange træningstimer i bagagen – og krydsede fingre for at det ikke medfører skader – føler Ditte Leere Hesselborg sig sikker på, at hun kommer til at snuppe danmarksrekorden.

- Det skal jeg. Muligheden for ikke at gennemføre findes ikke. Jeg har viljen og kondien. Jeg kan godt lide at komme ud og mærke mig selv, når det bider. Det er der, jeg synes, det begynder at være sjovt.

Tanken om at de mange svedperler kan veksles til kontanter til foreningen Skyggebørn, holder gejsten oppe hos den seje trampolininstruktør.

- Det er en kæmpe bonus, at vi samler penge ind til, at børnene kan få de hjælpemidler, de skal have, for at kunne komme videre med deres liv.

De skal også forsøge at slå verdensrekorder:

Karin Kath fra Aalborg – vil spinne i 32 timer

Tid: Fredag 18. august kl. 12.00 – lørdag kl. 20.05

Reglerne: Én instruktør og ni deltagere skal cykle sammen som et hold på spinningcykler. Der må gerne være flere end ni deltagere, men der skal være mindst ni tilbage, når rekordforsøgte slutter. Man skal cykle i to timer, og herefter må man holde 10 minutters pause.

Hvordan vil du klare det?

- Jeg er spinninginstruktør i Skansen og pædagogisk leder i en institution. Men selvom jeg er vant til at spinne i 15 timer om ugen og løbe en smule ved siden af, så skal rekorden alligevel tages på viljen. Min mand Rune bakker mig heldigvis helt vildt op, så det bliver bare dejligt.

Hvad frygter du mest?

- At vi ikke slår rekorden. Men jeg frygter også natten – dét med, at vi ikke får sovet. Det er også derfor, jeg har lagt det sådan, at vi kun får én nat. Det tror jeg, bliver det hårdeste.

Hvad glæder du dig mest til?

- At se hvor mange donationer, vi kan samle ind - og at få fokus på Skyggebørn. Og til stemningen og sammenholdet, for når nogen er ved at give op, så træder fællesskabet til, så vi sammen får det til at lykkes.

Tror du, du slår verdensrekorden?

- Ja, ellers ville jeg ikke bruge alle de timer på det. "Go big – eller go home", er mit og Stines motto. Men det er jo et vanvittigt projekt.

Karin Kath fra Aalborg skal spinne i 32 timer for at sætte ny verdensrekord.

De skal også forsøge at slå verdensrekorder:

Torben Keller fra Aalborg - vil gå baglæns i 24 timer

Tid: 17.-18. august.

Reglerne: Man må holde alle de pauser, man vil undervejs. Det gælder om at tilbagelægge så mange kilometer som muligt. Rekorden er på 153,2 km.

Hvordan vil du klare det?
- Jeg har en idé om, at jeg gerne vil være i bevægelse hele tiden. Så snart man står stille, går tiden hurtigt fra en, og så er der den mentale udfordring i at være i bevægelse i så lang tid.

Hvad frygter du mest?
- At få indtag nok, for det er svært, fordi man er i gang. Og så bliver det svært, at jeg skal orientere mig en del, fordi der er så mange sving på ruten. Jeg ved, at jeg får lyst til at stoppe undervejs, og jeg vil synes, det er træls. Men det er bare spændende. Det bliver det uvisse, der bliver det sværeste.

Hvad glæder du dig mest til?
- At se hvad jeg kan. Når man er stoppet som elitesportsmand, vil man stadig gerne møde de indre 'dæmoner' på andre måder.

Tror du, du slår rekorden?
- Det bliver svært, men jeg håber at kunne nå derop omkring.

Den tidligere professionelle bokser og nu personlige træner Torben Keller vil gå baglæns i 24 timer. Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord

Her til aften mødte Frederikshavn White Hawks Esbjerg Energy på udebane.

Efter første periode var White Hawks bagud med et mål fra Aleksi Halme.

Godt otte minutter inde i anden periode fik White Hawks udlignet med et mål fra Jesper Thörnberg.

I tredje periode blev et ellers afgørende mål fra Sebastian Benker annulleret til fordel for hjemmebaneholdet.

Efter tredje periode røg de i forlænget spilletid. Efter godt fem minutter fløj pucken ind i White Hawks mål. 2-1 til Esbjerg Energy med et mål fra Grayson Downing.

Mere blev det ikke til, og kampen blev fløjtet af med en stilling på 2-1 til Esbjerg Energy.


Husker du? Orkan tvang passagerer til at overnatte i lufthavn

Foto: TV2 Nord Arkiv

3. december 1999 blev størstedelen af Danmark ramt af en voldsom orkan.

Syv mennesker mistede livet, 800 blev kvæstet og værdier til i alt 13 milliarder kroner blev ødelagt.

Orkanen 3. december 1999 var den mest ødelæggende i Danmark nogensinde.

Nordjylland slap som eneste landsdel forholdsvist helskindet igennem, men Falck havde dog alligevel travlt.

Det var især landbrugsbygninger, der var hårdest ramt af orkanen.

Se mere om det i indslaget herunder:

Arkivindslag.

Men også i Aalborg Lufthavn fik man lige pludselig travlt. For omkring 1000 flypassagerer var blevet omdirigeret fra Billund og København til den nordjyske lufthavn, som på daværende tidspunkt var i gang med at blive renoveret, fordi flyene på grund af orkanen ikke kunne lande andre steder i Danmark.

De fleste passagerer blev indkvarteret på hoteller rundt omkring i Nordjylland, hvor de kunne overnatte. Omkring 200 af passagererne var dog nødsaget til at overnatte på madrasser inde i lufthavnen.

Det var først hen på eftermiddagen 4. december, da orkanen var færdig med at hærge resten af landet, at alle omdirigerede passagerer havde forladt Aalborg Lufthavn.

Se eller gense indslaget med de strandede passagerer herunder:

Falck var også tilstede på Aalborg Lufthavn, hvor de hjalp med at flytte fly:


Pakkeshop udleverer 900 pakker om dagen efter Black Friday

Foto: Niels Yuri Iltchenko Rasmussen / TV2 Nord

Der er ekstra travlt for tiden i de nordjyske pakkeshops.

Mange nordjyder gik til den med onlinesalget, da der den 29. november var Black Friday, og dermed en masse gode tilbud.

Det mærkes især hos de nordjyske pakkeshops, som oplever en større strøm af pakker end normalt. Det har blandt andet fået nogle pakkeshops til at opfordre kunderne til hurtigst muligt at hente deres pakker.

Den store pakkestrøm mærker man især hos Bladcentralen i Aars. Normalt udleveres der cirka 250 pakker om ugen, men i kølvandet på Black Friday og den nært forestående jul, udleveres der mellem 700 og 900 pakker dagligt.

- Vi har Bring, DAO, Post Nord, GLS og DHL i butikken, så det er stort set alle leverandørerne. Jeg var her i 14 timer i går (mandag, red.), hvor jeg udleverede og ordnede pakker, fortæller kioskejer Steffen Rønfeldt Hay Andersen.

Se indslaget fra Bladcentralen herunder.

Pakker er vigtige for kiosker

Selvom pakkerne kan fylde meget og i perioder måske for meget, er de alligevel vigtige for butikker og kiosker som Bladcentralen i Aars.

Ifølge Nærbutikkernes Landsforening vil cirka halvdelen af landets nærbutikker være lukket, hvis det ikke havde været for pakkeshopsene.

- Jeg tror sådan set, at butikken vil kunne overleve uden pakkerne. Men det ville jo selvfølgelig være i en anden form og skala, for pakkerne er klart den største arbejdsopgave i butikken, lyder det fra Steffen Rønfeldt Hay Andersen.

Kioskejeren spår også, at der kommer til at være endnu flere pakker end der nu. Men det afskrækker ham ikke.

- Jeg kunne godt tænke mig at få alle de pakker, vi overhovedet kan. Jeg har det sådan, at det finder vi en løsning på. Selvfølgelig er der grænser for rammerne, men som det er nu, kunne vi godt tage mange flere, afslutter han.


Skole gør ordning med gratis bind og tamponer permanent

Foto: Emma Veggerby Laustsen

Frida Oline Hansen og Emilie Hvidegaard Ravn er idemagerne bag det projekt, der sikrer hygiejneprodukter til Klostermarkskolens 4.-9. klasser.

På en skole i Aalborg er en forsøgsordning blevet permanent efter stor opbakning.

På Klostermarksskolen i Aalborg er der adgang til gratis bind og tamponer takket være to piger.

Frida Oline Hansen og Emilie Hvidegaard Ravn, der i dag er gymnasieelever, sørgede nemlig for, at man som pige på Klostermarksskolen ikke skulle gå i panik, hvis man havde glemt at få et bind eller en tampon i tasken hjemmefra.

Fra januar 2024 trådte den nye ordning i kraft takket være 5000 kroner i støtte fra Skolemælkslegatet, da skolens budget ikke rakte til at føre initiativet ud i livet. Men ordningen er blevet permanent og med stor succes.

- Som skoleleder er jeg megastolt over det. Der er virkelig tale om nogle piger med power i, siger Lars Peter Nitschke, skoleleder på Klostermarksskolen.

Hvad med os, der ikke bruger bind?

Så mens TV2 Echo tirsdag kunne udgive en artikel med et opråb fra den 21-årige KU-studerende Alexander Foged, der mener, at det er helt forkert, at Københavns Universitet fra 2025 indfører en forsøgsordning, hvor kvindelige studerende får adgang til gratis menstruationsprodukter, er der kun begejstring for en tilsvarende ordning på Klostermarksskolen i Aalborg. 

- Så er det fordi, at man leder efter problemer, at man gør det her initiativ til et økonomisk problem, siger Lars Peter Nitschke til Alexander Fogeds kommentar om, at man i stedet for gratis menstruationsprodukter burde prioritere at lade de studerende komme på udveksling.

Alexander Foged mener, at det bliver en glidebane, hvor alle kan opfinde et behov, der skal dækkes på skolens budget.

Det fylder 0,008 procent af vores budget at tilbyde gratis menstruationsprodukter til vores elever

Lars Peter Nitschke, skoleleder på Klostermarksskolen

Succesen på Klostermarksskolen har ført til, at skolen fremover selv finder penge i budgettet til at tilbyde de unge piger og nu også kvindelige lærere gratis bind og tamponer i skoletiden. Fordi i løbet af året besluttede skolen, at der også skulle være adgang til produkterne på lærernes toiletter.

Peanuts på budgettet

Og mens der fra den KU-studerende stilles spørgsmålstegn ved KU's prioritering af penge, er det ikke et issue ifølge skolelederen på Klostermarksskolen.

- Vi bruger knap 5000 kroner om året, så det fylder kun 0,008 procent af vores budget, siger han.

På Klostermarksskolen er der 500 elever hvoraf cirka 125 elever og 50 lærere gør brug af tilbuddet. Derfor er det ifølge skolelederen en meget lille detalje, der ikke burde blive gjort til et problem.

- Det handler ikke om penge, men om attitude, siger han.

Brok er ikke noget, de oplever på Klostermarksskolen. Der er ingen sure miner fra hverken drenge eller piger om, at de føler sig snydt eller nedprioriteret.

- Der er hele vejen rundt positiv respons om det her. Både fra elever, lærere og forældre, så jeg synes, at det er helt genialt det, de to piger satte i gang, siger Lars Peter Nitschke.


Én forespørgsel fik byråd til at ændre regler - nu kan alle udleje i 100 dage

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix. Grafik af Mie Leonora Heiberg.

Et enigt byråd i Brønderslev har besluttet at gøre det muligt at leje sin bolig ud i mere end 70 dage.

- Hvis folk vil leje deres hus ud i længere tid, så skal de bare have lov til det.

Det mener borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V). Derfor har han og resten af byrådet for nyligt besluttet at flytte loftet for udlejning af egen bolig.

Så kan man jo bygge nyt hus ved siden af, hvis man vil det.

Mikael Klitgaard

Det gør det muligt at udleje sin helårsbolig til ferie- og fritidsformål i mere end de ellers tilladte 70 dage.

- Vi kan godt lide frihed i Brønderslev Kommune. Det er folks eget hus og så bør de selv bestemme over det. Og så er det jo en måde at skabe turisme på, siger Mikael Klitgaard.

Et enkelt ønske

Beslutningen er taget på baggrund af én konkret forespørgsel, der altså nu er imødekommet.

- Jeg går ud fra at personen, der har rettet henvendelsen vil udnytte det, siger borgmesteren, der også håber, at endnu flere vil benytte muligheden for længere tids udlejning.

- Så kan man jo bygge nyt hus ved siden af, hvis man vil det, lyder forslaget.

Sådan er reglerne

Borgere, der selv udlejer deres fulde helårsbolig, må højst udleje boligen i op til 30 dage per kalenderår, mens borgere, der udelukkende udlejer gennem en eller flere udlejningsformidlere, som indberetter indtægterne ved udlejningsaktiviteten, må udleje boligen i op til 70 dage per kalenderår.

Grænsen på 70 dage kan hæves til op til 100 dage per kalenderår efter kommunalbestyrelsen/byrådets beslutning.

Kilde: Plan -og landistriktsstyrelsen

Ikke en turistmagnet

Vurderer man ud fra statistikken, kunne kommunen godt bruge lidt flere turister.

Brønderslev ligger i den lave ende i forhold til Læsø, Frederikshavn og Aalborg, når det kommer antallet af turist-overnatninger.

Foto: Brønderslev Kommune

Brønderslev er den seneste i en række af kommuner, der hæver udlejningsloftet. Med Brønderslev er det i alt 19 kommuner der har gjort det - blandt andre Thisted og Hjørring har gjort det samme.