Det store kolde nytårsgys i Blokhus
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
De mange forventningsfulde vinterbadere er klar til at kaste sig ud i Vesterhavet.
Traditionen tro hoppede en stor flok glade vinterbadere i havet fra Blokhus Strand fredag formiddag i anledning af nytåret.
Traditionen er ikke helt så gammel som tv-spillet "90-års fødselsdagen". Men i Blokhus og omegn er det årlige nytårsbad for mange lige så uundværlig. Og underholdende.
Klokken 11 fredag formiddag gik det løs på stranden ud for Sømærket.
En større flok mænd og kvinder - yngre som ældre - havde afført sig det varme vintertøj for under stor begejstring at kaste sig i bølgen grå.
Se video fra nytårsbadet her:
Bag arrangementet står Erhvervsforeningen Destination Blokhus, og i år var det Søstjernernes formand, Birgitte Ravn, der stod for badetalen, inden nytårshornet gav signal om, at nu kunne alle gå i vandet anført af Søstjernerne.
Og mange havde fulgt opfordringen om at supplere badetøjet med en festlig nytårshat.
Efter det kolde og våde gys var der en bitter at varme sig på for de mange badenymfer m/k.