Det nye Svinkløv Badehotel er godt på vej: Rejsegildet blev markeret med gourmet grillpølser
Foto: Stefan Kjærsgaard
Torsdag var masser af gæster med til at markere milepælen for genopbygningen af Svinkløv Badehotel.
Natten til den 26. september 2016 gik det gamle, nærmest legendariske, badehotel i Svinkløv op i flammer. En kortslutning i en tørretumbler i hotellets kælder startede en brand på hotellet der endte med at brænde ned.
Hotellet blev bygget i 1925 - i træ. Og da flammerne først fik ordentligt fat, gik det rigtig hurtigt. Ingen af de mange gæster, der var på hotellet kom noget til, men det gik hurtigt op for dem - da de i deres nattøj stod foran den brændende træbygning, med udsigt til Vesterhavet - at hotellet ikke var til at redde.
Det var et uheld, men et tragisk et af slagsen. Kulturelt har Svinkløv Badehotel en høj placering hos nordjyderne, men også resten af Danmark kender hotellet ved havet - og deres lækre lagkage. Svinkløv Badehotel var - og er stadig, selvom der lige nu ikke er noget hotel - en gigantisk turistmagnet, og blandt andet derfor blev det hurtigt besluttet, at der skulle bygges et nyt hotel.
Alle myndigheder, Jammerbugt Kommune, Naturstyrelsen og Kystdirektoratet, var hurtige til at behandle sagen og det nye hotel kom derfor hurtigt på skinner. Den 15. december blev tegningerne af det nye hotel, der er tegnet af Praksis Arkitekter, afsløret for offentligheden og kort tid efter gik byggeriet af hotellet så igang.
Rejsegilde med grillpølser
Nu - knap to år efter branden - er byggeriet godt igang og torsdag var det blevet tid til at holde rejsegilde for byggeriet. Det hele skrider planmæssigt fremad og både ydervæggene i kælderetagen, de indvendige bærende vægge i kælderen og etagedækket mellem kælderen og stueplanet på plads. Den første del af den trækonstruktion, der skal udgøre selve hotellet, er også på plads og tirsdag i denne uge blev de første spær også monteret.
Den milepæl er lig med rejsegilde, men modsat helt normale rejsegilder blev gæsterne i Svinkløv ikke budt på røde pølser, som det ellers er tradition. I køkkenet på Svinkløv står nemlig en af Danmarks bedste kokke. Kenneth Toft-Hansen som den ene halvdel af forpagterparret hedder, vandt nemlig så sent som 12. juni bronze ved EM for kokke, og gæsterne til rejsegildet skulle naturligvis ikke snydes for en gourmet-oplevelse.
Menuen stod på i dagens anledning på gourmethotdogs med grillede pølser, hjemmebagte brød, hjemmesyltede argurker og hjemmerørt sennep. Menuen skabte stor tilfredshed for gæsterne, der udover at se hvordan det hurtigt skrider fremad med hotellet, der skal åbne i foråret 2019, kunne høre taler fra Steen Royberg, formand for Fonden Svinkløv Badehotel, borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Gade og værtsparret Louise og Kenneth Toft-Hansen.
Fra forpagterparret lød der blandt andet et stort tak til alle de lokale håndværkere, der er med til at genopføre badehotellet i den rette Svinkløv-ånd.
Unikt portræt af værtsparret
TV2 Nord var så heldige at få lov at følge værtsparret på Svinkløv Badehotel i starten af 2016. De optagelser blev til et program i serien Parløb, og optagelserne er blandt de sidste der blev lavet på Svinkløv Badehotel inden den altødelæggende brand. Du kan se hele programmet herunder: