Camilla og Thomas skyder løs på Nordjylland

Bevæbnet til tænderne med kameraudstyr kaster Camilla Keller og Thomas Nørgaard Hansen sig nu ud i at fotografere nordjyderne og Nordjylland. Fra februar er de nemlig begge ansat som fotografer på TV2 Nord.

Camilla Keller er et helt nyt ansigt på TV2 Nord – og for den sags skyld også i Nordjylland, for hun kommer fra hovedstadsområdet og har i mange år arbejdet hos DR i København.

Camilla Keller er uddannet fotograf i 2016 og var under uddannelsen tilknyttet såvel DK4 som DR. Camilla har efterfølgende haft sin karriere i DR, hvor hun blandt andet har fungeret som fotograf, klipper og visuel producer i DR Nyheder og senere DR Medieproduktion.

Makker med Peter Qvortrup

Camilla Keller har i flere år også været fotograf og klipper på Sundhedsmagasinet med nordjyske Peter Qvortrup i spidsen.

Derudover har hun haft en finger med i utallige kendte DR-formater og udsendelser som ”Ultranyt”, ”Tæt på sandheden” med Jonathan Spang, ”Børne MGP”,”P3 Guld”, ”Melodi Grand Prix”, ”Dronningens Jubilæum” og ”Kronprinsparrets priser”.

Hvis du var blandt de hundredtusindvis af danskere, som sang med Phillip Faber under corona, så var Camilla Keller også involveret i såvel udviklingen af det populære syng-med-koncept som afviklingen af det i de mange måneder, vi sang os gennem nedlukningen.

Fra freelance til fast

Thomas Nørgaard Hansen er til gengæld allerede et særdeles godt kendt ansigt på TV2 Nord, hvor han har været freelance-fotograf siden 2021. Han er uddannet fotograf i 2001 og har haft langt den største del af karrieren i Det Nordjyske Mediehus.

Thomas Nørgaard Hansens karriere startede i det daværende AM Production og gik videre over TV Aalborg og TV Danmark, før han i 2003 fulgte med ind i Nordjyske-koncernen. De følgende 16 år var han en bærende kraft i opbygningen og udviklingen af nyhedskanalen, 24Nordjyske, som dengang var noget helt ny og unikt.

Thomas Nørgaard Hansen lavede i de år store mængder af tv-indslag som fotograf og klipper, men fra 2008 blev han også teknisk ansvarlig for 24Nordjyske, som han også senere blev producer på. Det var han indtil lukningen af 24Nordjyske i 2019.

De seneste år har Thomas Nørgaard Hansen været partner i virksomheden ZoeMe, der blandt andet beskæftiger sig med at producere SoMe-content, reklamefilm og musikvideoer. 


Seneste nyt

fra Nordjylland