Badning forbudt: Afføring fundet i bæk, der leder ned til populær badestrand
Onsdag formiddag har Jammerbugt Kommune valgt at forbyde badning i Blokhus Bæk.
Årsagen er, at der er fundet fækale colibakterier, også kendt som E. colibakterier og fækale enterokokker i bækken.
TV2 Nord kan konstatere, at der er opsat skilte langs bækken, som leder ned til en af Nordjyllands mest velbesøgte strande.
Ifølge skiltene har Jammerbugt Kommune fundet kilden til forureningen, og de arbejder på at løse problemet.
Og problemet lader til at stamme fra Jammerbugt Forsyning.
- Det er da træls, da det tyder på, vi har en aktie i det. Da vi bliver gjort bekendt med det, handler vi med det samme, og vi får selvfølgelig bragt en stopper for de fejlslutninger, der måtte være, fortæller direktør i Jammerbugt Forsyning, Jan Kjær.
Kilden er nemlig en kloakledning, hvor der er en fejlkobling mellem kloak- og regnvandsledning.
- Det er potentielt tre ejendomme, det kan stamme fra, hvoraf nogle af dem er opført omkring 2022, fortæller projektchef Lars Konnerup.
Derfor kan udledningen af kloakvand ud i bækken altså have stået på en rum tid.
Midlertidig løsning
Problemet blev opdaget fredag, da der blev lavet en tv-inspektion.
Og det er ikke noget, der lige kan laves med et snuptag. På grund af formelle regler skal opgaven i udbud.
- Det kan godt være, der er formelle regler om udbud, men hvis vi kan lave en midlertidig løsning, indtil en permanent løsning er sendt i udbud, gør vi det, siger forsyningsdirektøren.
Onsdag mødes Jammerbugt Forsyning med en entreprenør for at diskutere en midlertidig løsning på problemet, men at worst case scenario er, at der går tre måneder.
Ifølge Kanal Blokhus er det dog ikke en ny historie. Mediet skriver, at naboer til bækken gentagne gange igennem det seneste år har henvendt sig til kommunen om problemet.
Men ifølge projektchef Lars Konnerup har forsyningsvirksomheden kun kendt til problemet i en måned, efter der blev fundet toiletpapir i bækken.
TV2 Nord arbejder på at få en kommentar fra Jammerbugt Kommune, der i det her tilfælde er vandløbsmyndighed.