64-årig mand tilstår krænkelser af piger på friskole
Den 64-årige mand krænkede piger i alderen 8 - 13 år på Aabybro Friskole. Krænkelserne skete fra sommeren 2017 til april 2021.
Flere piger på Aabybro Friskole har oplevet blufærdighedskrænkelser fra en 64-årig mandlig ansat. Torsdag er sagen for retten i Hjørring.
Der er lagt op til en tilståelsessag, når en 64-årig mand torsdag efter planen møder i retten i Hjørring i en sag, hvor han er tiltalt for i flere tilfælde at have krænket mindreårige piger på Aabybro Friskole, hvor manden var ansat.
Politiets efterforskning har afdækket, at der var tale om flere forhold over en længere periode. Ifølge det anklageskrift, der nu ligger i sagen, har den 64-årige mand i seks tilfælde gjort sig skyldig i blufærdighedskrænkelser.
Manden har ifølge anklageskriftet befølt piger både uden på og inden for tøjet, ligesom han også i et tilfælde har blottet sig.
Skoleleder trak sig på grund af sagen
Sagen vakte opsigt og fik med det samme konsekvenser, da det sidste sommer kom frem, at den mandlige ansatte på friskolen blev sigtet for at have krænket en række piger i alderen 8-13 år.
I kølvandet på sagen trak lederen af skolen sig fra sin stilling ved udgangen af skoleåret.
Sagen begyndte at rulle 21. april 2021, da et forældrepar henvendte sig til politiet med en anmeldelse om, at der havde fundet blufærdighedskrænkelser sted.
Forholdene har ifølge anklagerne fundet sted på ikke nærmere angivne tidspunkter i perioden fra starten af skoleåret efter sommerferien i 2017 og frem til 21. april 2021, da et forældrepar som nævnt meldte manden til politiet.
TV2 Nord fortalte om sagen, da den kom frem i juni 2021:
Anklager ønsker straf, forbud og sexologisk behandling
Anklageren i sagen vil udover en straf til manden gå efter at få rettens ord for, at manden ikke erhvervsmæssigt eller i fritiden må beskæftige sig med børn og unge under 18 år i en periode.
Anklageren vil også gå efter, at manden skal have forbud mod at opholde sig ved eller færdes på skoler og fritidsinstitutioner, og endelig er der lagt op til, at manden skal gennemgå psykiatrisk, sexologisk behandling.