Vild sag: Tvang offer til at ligge i hundekurv og spise hundemad
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Arkivfoto. Det fremgår ikke af anklageskriftet, hvad politiet mener, at baggrunden for de usædvanligt grove overfald skulle være.
Den ydmygende leg var dog langt fra nok - voldssagen omfatter også mukkertslag og vandtortur.
Det handler blandt andet om rå vold, afstraffelse i timevis og vidnetrusler, når to unge mænd på 17 og 20 år tirsdag bliver stillet for retten i Hjørring.
Mest opsigtsvækkende er måske det punkt i anklageskriftet, der handler om, at de to er tiltalt for ved ulovlig tvang at have tvunget deres offer til at opføre sig som hund.
Ifølge anklageskriftet fandt episoden sted 22. september sidste år på en adresse i Brønderslev.
Politiet anklager dem for mellem midnat og klokken 6.30 næste morgen at tvinge deres offer til at ligge i en hundekurv og spise hundemad.
Banket med mukkert
I nattens løb begik de ifølge anklagerne også brutal vold mod offeret.
Offeret blev banket seks gange med en mukkert på armene, fremgår det af anklageskriftet.
De to er desuden tiltalt for at have holdt en kniv op for tindingen af offeret og for at have skubbet til offeret, så han stødte ind i kniven med hovedet.
Offeret blev ligeledes brændt på armen med en cigaret, ligesom han ifølge politiet fik flere knytnæveslag.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Under retssagen vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Vand-tortur i timevis
De to unge mænd, som sidder varetægtsfængslet, er også tiltalt for et tilsvarende voldeligt overfald i Brønderslev i juli sidste år.
Af anklageskriftet fremgår det, at de ved den anledning blandt andet overspulede deres offer med skiftevis koldt og varmt vand over en periode på tre-fire timer.
Det fremgår ikke af anklageskriftet, hvad politiet mener, at baggrunden for de usædvanligt grove overfald skulle være, eller hvordan de to på forholder sig til politiets anklager mod dem.