Veninder bag ny festival
Første Femhøje Festival løber af stablen i Hjørring
- Selvfølgelig er vi spændte. Vi har ventet og arbejdet et helt år på det her!
Sådan lyder reaktionen, da Hjørrings borgmester spørger, hvordan Sanne og Rikke har det her et par timer, før det går løs med musik på den allerførste Femhøje Festival på stadion i Hjørring.
Fra ideen blev født over en middag og et glas hvidvin, har de to ildsjæle fra Hjørring skaffet 150 frivillige, 40 sponsorer og prominente musiknavne med TV2 øverst på plakaten.
- De havde andre tilbud heroppe, men de valgte os, fordi de tror på konceptet, siger de to veninder.
Tiltænkt som en tradition
De kender hinanden fra Hjørrings handelsliv. Rikke Ejsenhardt er handelschef og Sanne Godtliebsen er butiksindehaver.
De har tidligere arrangeret events i byen. De mente, at Hjørring manglede en festival og mærkede med det samme en stor opbakning fra foreninger og fra kommunen, da de præsenterede ideen.
- Vi håber, festivalen bliver en tradition, og vi er klar igen næste år, lyder det fra de to energiske kvinder, der kunne glæde sig over cirka 3000 solgte billetter i forsalg, godt vejr og – trods en kortvarig strømafbrydelse – ifølge dem selv rigtig god stemning, da musikken kom i gang.
Se video med de to festivalarrangører - optaget inden musikken spillede.