Politiker til Pavlo: - Rejs til Ukraine og kom tilbage igen
Pavlo Kanishevskyi er kommet i klemme i særloven for ukrainske flygtninge. Politikere er uenige om løsning.
Særloven for ukrainere bør ændres. Så klar er meldingen fra Venstre og Det Konservative Folkeparti, efter at TV2 Nord onsdag fortalte historien om ukrainske Pavlo Kanishevskyi.
Det er fuldstændig vanvittigt
Preben Bang Henriksen, retsordfører, Venstre
For godt og vel to og en halv måned siden kom ingeniøren til Nordjylland fra Rusland. Pavlo Kanishevskyi er ukrainsk statsborger og arbejdede i Rusland, men krigen i Ukraine fik ham til at søge væk.
- Jeg havde ikke noget valg. Jeg kunne ikke blive i Rusland og se til, mens Rusland angreb mit land. Det var ikke en mulighed, siger Pavlo Kanishevskyi.
Enighed blandt borgerlige partier
Og det faktum, at ukraineren var bosat i Rusland, gør, at han ikke kan få opholdstilladelse i Danmark. Efter sin ankomst til Danmark fik Pavlo Kanishevskyi ellers job på Tulip i Aalborg, men grundet afslaget på opholdstilladelsen har han måttet stoppe. Efterfølgende har han anket afgørelsen, og i den tid sagsbehandlingen varer, er han afskåret fra at arbejde.
- Det er fuldstændig vanvittigt. Det burde jo ikke være umuligt for de pågældende embedsmænd at lave en formålsfortolkning og sige, hvad var det egentligt, at politikerne ville, og hvem var det, de ville hjælpe. Det kan ikke passe, at vi endnu engang står på hovedet for at afvise folk fra udlandet, der vil arbejde her i Danmark, udtaler Preben Bang Henriksen, retsordfører hos Venstre.
Han mener i stedet, at særloven for ukrainske flygtninge bør tage hensyn til folk flygtet fra Rusland. Og den holdning deler kollegaen Per Larsen (K).
- Udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek (S), red.) skal selvfølgelig reagere på det her, fordi jeg mener helt klart, at der er begået en fejl i forhold til lovgivningen, og det skal vi have rettet op på, siger han.
Ingen ændringer på vej
Som det ser ud nu, er der imidlertid ingen lovændring på vej, lyder det fra Bjarne Lausten, formand for beskæftigelsesudvalget i Socialdemokratiet.
Politikeren anerkender, at situationen er uhensigtsmæssig, men foreslår i stedet en anden løsning end en lovændring.
- Jeg synes, han skal rejse til Ukraine og få ophold der og så derefter søge om at komme herop på særloven. Han kan nok være her i løbet af en uge og genoptage sit arbejde igen, siger han.
Behandlingstiden på Pavlo Kanishevskys ankesag kan vare helt op til 14 måneder.