Vendsyssel henter ny sportsdirektør i Brøndby
Det er ikke længe siden, at man kunne præsentere Bo Zinck, som den nye cheftræner i Vendsyssel FF. Nu følger man trop og præsenterer den nye sportsdirektør, som skal overtage for Søren Henriksen.
Det er 40-årige Christian Larsen, der 1. december bliver den nye direktør. Han kommer fra en stilling som daglig leder af Head of Masterclass i Brøndby IF.
- Mit gode indtryk af Vendsyssel FF er kun blevet bekræftet i de samtaler, jeg har haft med Jacob Andersen. Det er en klub med ambitioner, og som samtidig er opmærksom på vigtigheden af hårdt arbejde, hvilket også er nogle dyder, jeg altid har været vant til. Der er gang i mange spændende ting i klubben, som jeg glæder mig til at blive en del af - og jeg ser frem til at være med til at fortsætte udviklingen sammen med den nye cheftræner Bo Zinck og det øvrige team, udtaler Christian Larsen i en pressemeddelelse.
Efter en længere proces er Bestyrelsesformand Jacob Andersen godt tilfreds med den nye sportsdirektør, som han mener vil kunne rekruttere unge talenter fremadrettet.
- I Christian Larsen får vi en sportsdirektør, der kommer med meget stor fodboldfaglighed, og som har stor erfaring med både spillerrekruttering og scouting, qua hans mangeårige arbejde i Masterclass Brøndby. Ligeledes kommer han med en imponerende viden og kendskab til bl.a. U19 ligaen, 2. division og 1. division, hvorfra vi primært skal rekruttere fra fremadrettet, udtaler formanden.