Talia har en sjælden lungesygdom - mor beskylder virksomhed for partikelforurening
Seks-årige Talia har siden sidste sommer haft usædvanligt mange sygedage, fordi hun har svært ved at trække vejret. Det skyldes ifølge hendes mor, at en ny-startet virksomhed tæt på forurener luften.
Seks-årige Talia har haft usædvanligt mange sygedage, fordi hun har svært ved at trække vejret. Det skyldes ifølge hendes mor, at en nystartet virksomhed tæt på forurener luften.
Et stor gevinst for klimaet.
Sådan er Danmarks første pyrolyseanlæg, der lagrer CO2 fra landbruget, beskrevet.
Anlægget ligger mellem Hjørring og Vrå, og her har borgerne i området svært ved at se det banebrydende anlæg som en gevinst. I hvert fald ikke for dem.
De frygter, at røgen fra anlægget gør dem syge.
Blandt andre seks-årige Talia.
Hun lider af den sjældne lungesygdom, Alfa-1-antitrypsinmangel og astmatisk bronkitis.
Og når pyrolyseanlægget, der bare er tre kilometer væk er tændt, så virker Talias livsvigtige medicin ifølge hendes forældre ikke.
- Det betyder rigtig mange sygedage. Det betyder, at hun ikke kan komme i børnehave og være social sammen med de andre, og det betyder, at hun har det skidt og hoster. Hendes livskvalitet går ned, og det er ikke rart at være i, og det er ikke rart at se på. Og det er bestemt ikke rart at være hende, siger Anne Lauritsen, der er Talias mor.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMDcvYW5uZS1sLmpwZw/anne-l.jpg?fm=jpg&w=1920&h=1080&s=7e7d9c6714edfd191d541e6168caf382)
Talias helbred har det bedre, når pyrolyseanlægget ikke kører - som for eksempel hen over julen.
- Vi har haft en dejlig lang juleferie, da anlægget stod stille. Og nu har vi så sygedage igen, så vi kan helt bestemt se et mønster i det, fortæller Anne Lauritsen og tilføjer, at datterens sygdom indtil sommeren 2024 kunne holdes nede med medicin.
Ifølge forældrene passer forværringen i datterens sygdom med tidspunktet, hvor det opsigtsvækkende pyrolyseanlæg gik i gang.
Der er ingen dokumentation for at røgen fra Agri Energys pyrolyseanlæg til 220 millioner kroner er sundhedsskadelig, men der er heller ingen dokumentation for det modsatte.
For det er nemlig aldrig blevet undersøgt.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMDcvcHlyb2x5c2Utc2tvcnN0ZW4uanBn/pyrolyse-skorsten.jpg?fm=jpg&w=4032&h=3024&s=826e08c69577d1c412b9d909d0b8b15e)
Kommunen vurderer uden eksperter
Hjørring Kommune, der er myndighed på miljøområdet, oplyser, at det er kommunens vurdering, at lugten fra anlægget kan være generende, men ikke sundhedsskadelig.
Den forklaring tror Anne Lauritsen ikke på.
- Vi kan tydeligt se et mønster i, at det er farligt, og det lugter simpelthen så kraftigt af kemikalier, fastslår hun og tilføjer:
- Vi står som forældre med en bekymring og et barn, der har det dårligt. Vi har vågne nætter, fordi hun ikke har det godt.
Hun har derfor bedt Hjørring Kommune uddybe, hvilke undersøgelser og eksperter, som ligger til grund for kommunens oplysninger om, at røgen fra pyrolysen ikke er farlig.
- Jeg får svar tilbage, at kommunen ikke har spurgt eksterne eksperter, men det er kommunens egen vurdering, at de stoffer og den røg, som kan dannes ved pyrolyseprocessen, ikke er skadelige for mennesker, fortæller Anne Lauritsen.
Sygdommen Alfa-1-antitrypsinmangel er arveligt og kan ikke kureres, og sygdommen gør, at lungevævet bliver nedbrudt. Det er almen kendt, at sygdommen forværres, hvis man udsættes for lungeskadelige stoffer som eksempelvis røg.
Miljøstyrelsen undersøger
Pyrolyseanlægget er det hidtil første af sin slags i landet, og selv om det for længst er i drift, så er det først nu, at myndighederne er i gang med at kortlægge om udledningen fra pyrolysen er farlig.
Det skriver Miljøstyrelsen i et svar fra miljøministeren til Enhedslistens folketingsmedlem Søren Egge Rasmussen (Ø).
Styrelsen vil undersøge om, der dannes miljøfarlige og forurenende stoffer ved pyrolyse både på jorden og i luften.
Miljøstyrelsen vurderer at være færdig med sine undersøgelser om, hvorvidt pyrolysen er sundhedsfarlig eller ej, i slutningen af 2026.
Stiesdal SkyClean tager bekymringer alvorligt
Det er virksomheden Stiesdal SkyClean, der ejer pyrolyseanlægget ved Vrå. TV2 Nord har forlagt virksomheden Anne Lauritsens bekymringer, og vi har modtaget følgende skriftlige svar:
"Vi tager naboernes bekymringer alvorligt og ser naturligvis på, om der er faktorer, der bør undersøges yderligere.
Vi følger gældende miljøstandarder for driften af pyrolyseanlægget og har et godt samarbejde med Hjørring Kommune om anlæggets miljøpåvirkning.
Generelt er der minimale luftemissioner ved moderne pyrolyseanlæg, men nu er anlægget i Vrå et forsøgsanlæg, og en af de ting, vi har konstateret, er, at der er lugtgener, når vi tørrer restbiomassen fra biogasanlægget, inden den skal igennem pyrolysen. Det er der ikke noget farligt i. Det svarer til lugten fra en mødding, og det er noget, vi skal have minimeret, og der arbejdes på en indkapslingsløsning".
Stiesdal SkyClean
Føler sig som forsøgskaniner
Tilbage i parcelhuset i Rakkeby føler Anne Lauritsens sig magtesløs over udsigten til først at få svar om næsten to år fra myndighederne.
Imens hun kan se sin datter, Talia, har svært ved at trække vejret hver gang pyrolyseanlægget kører.
- Vi skal være forsøgskaniner indtil da. Hvad ender med, at vi alle får en lungesygdom eller kræft om ti år? Det er jo skrækkeligt og skræmmende at tænke på, lyder det fra Anne Lauritsen.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMDcvYW5uZS1sLTIuanBn/anne-l-2.jpg?fm=jpg&w=1920&h=1080&s=145726399b2751bb4d4c82b49c64148c)