Som nyuddannet tog Frederik en chance, der ændrede alt
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Frederik gik pludselig fra at være nyuddannet til at være en altafgørende medarbejder.
27-årige Frederik Thingbak fra Sæby havde netop fået sin kandidat i spansk som virksomhedskommunikation (cand. merc. ling.), da Vendsyssel FF pludselig offentliggjorde, at klubben fik nye ejere.
Fodboldklubbens nye ejere bestod blandt andre af den colombianske rapper Blessd, og derfor var Frederik Thingbak hurtig til at banke på døren ind til fodboldklubben.
For udover sin uddannelse, så havde han også blandt andet været rejsearrangør af rejser i Colombia. Og så er han faktisk født i Colombias hovedstad Bogotá 8. april 1997.
Hans biologiske mor kaldte ham 'Jos Ismael', men hun kunne ikke forsørge ham, så kun tre måneder gammel blev drengen adopteret af Marianne og Flemming Thingbak fra Sæby, som gav ham navnet Frederik Thingbak.
I dag er han derfor netop ansat i fodboldklubben som såkaldt Global Marketing Coordinator, og det er noget af et ansvar, den 27-årige allerede - og meget pludseligt - har fået.
- Der er rigtig mange ting, der skal koordineres. Det er blandt andet hvad de skal have at spise, vacciner, simkort, så de kan ringe hjem, og så skal der også koordineres noget med pressen derovre, forklarer Frederik Thingbak.
Står for alt kommunikation og koordinering
Koordineringen omhandler Vendsyssel FF's kommende træningslejr, som de tager hul på 25. Januar og 14 dage frem i den colombianske by Medellin. Her skal Vendsyssel FF træne på storklubben Atlético Nationals anlæg uden for millionbyen.
Derfor har han næsten daglig kontakt til folkene i klubben for at planlægge og ikke mindst sørge for at alle detaljerne er på plads, mens han også fungerer som tolk.
- Jeg tror, der venter mere, end vi lige går og forestiller os. Jeg tror på, at der vil være kæmpe opbakning, og en masse mennesker, der gerne vil tale med vores spillere, tale med Blessd og lære os bedre at kende, konstaterer Frederik Thingbak.
Frederik Thingbak glæder sig desuden til igen at komme tilbage til hans andet hjemland, som han har rejst til flere gange.
Han rejste blandt andet tilbage for at lede efter sin biologiske familie, hvilket faktisk lykkedes i 2020, hvor han blev genforenet med sin biologiske mor og storesøster, som han stadig holder kontakten til.
Men for nu er Frederik Thingbak i Vrå og ved at lægge sidste hånd på turen til Colombia, hvor han blandt andet glæder sig til at møde rapperen Blessd, der fylder 25 år to dage efter, Vendsyssel FF er ankomme. Han håber nemlig at møde ejeren til en kæmpe fest.