Skal sprut, ræs og hærværk lukke p-kælder? Politi og kommune er uenige
Unge fra hele Nordjylland, Randers og Aarhus kører ræs, drikker sprut og laver hærværk i parkeringskælder. Politiet vil have p-kælderen lukket om natten, men kommunen siger nej og vil have kameraer sat op.
Det er den underjordiske parkeringskælder på Sct. Olai Plads i Hjørring, der er tale om, og på trods af gentagne forsøg på at få skabt ro i kælderen er det ikke lykkedes.
Tværtimod. Balladen fortsætter og sidste år modtog politiet i årets første ti måneder 28 anmeldelser fra folk, der har oplevet så store ulemper eller ubehageligheder på stedet, man har kontaktet politiet.
Når vi stopper køretøjerne ude i byen, er der deltagere helt fra Randers og Aarhus, så der er et eller andet ved kælderen, der får folk til at komme langvejs fra
Nordjyllands Politi
Der bliver spillet høj musik og larmet, sparket dæk og kørt ræs på tværs af båsene i kælderen, ligesom området hærges af graffiti og affald som smadrede flasker og dæksmulder på jorden.
Der er desuden sorte udstødningsplamager på væggene, og plamagerne kommer fordi, bilerne bakkes hen til væggen, og så bliver ellers givet gas.
- Når vi stopper køretøjerne ude i byen, er der deltagere helt fra Randers og Aarhus, så der er et eller andet ved kælderen, der får folk til at komme langvejs fra, skriver politikommissær Torben Rimmen Petersen fra Nordjyllands Politi i en udtalelse til Hjørring Kommune om problematikken i parkeringskælderen.
Politiet vurderer anmeldelser vil falde, hvis kælderen nat-lukker
Politiet vurderer, at hvis p-kælderen lukkes med bom/gitter fra klokken 23.00 og frem 05.00 vil det betyde - hvis man ser på anmeldelsesstatistikken – at antallet af borgerhenvendelser vil kunne reduceres med ca. 40 procent.
Hvis p-kælderen derimod lukkes med bom/gitter allerede fra klokken 21.00 og frem til 05.00 er det vurderingen – ud fra anmeldelsesstatistikken – at antallet af borgerhenvendelser vil kunne reduceres med ca. 65 procent.
Det er politiets opfattelse, at de unge mødes efter "digital aftale", og anledningen er ganske enkelt: biltræf, ræs og druk.
Politiet vil lukke kælderen
Nu foreslår Nordjyllands Politi, at Sct Olais parkeringskælder lukkes med bom eller gitter for bilkørsel i aften- og nattetimerne.
- Hvorvidt en nattelukning flytter aktiviteterne ud til andre steder i byen, kan jeg ikke garantere, men jeg tror Hjørring vil miste en magnet for udefrakommende ballademagere, meddeler Torben Rimmen Petersen fra Nordjyllands Politi.
Politikerne i Hjørring Kommunes plan- og miljøudvalg har tirsdag valgt ikke at følge politiets forslag om at sætte bom eller gitter op i aften- og nattetimerne.
- Vi vil ikke lukke parkeringskælderen, fordi vi mener, der må være en anden løsning, siger formanden for det politiske udvalg, Søren Homann (K).
Og en anden løsning kunne være, at politiet installerede parkeringskælderen med tryghedsskabende kameraer.
- På den måde vil politiet kunne følge med i, hvad der sker her og nu og så rykke ud på det, siger Søren Homann.
Han og det øvrige udvalg er netop bange for, at balladen vil kunne et andet sted hen i byen, ligesom man i udvalget har en anden opfattelse af problemets omfang end politiet har.
- Vi ser det måske ikke som så stort et problem, som politiet gør. Vi har fra kommunens side en opgave at tilbyde folk et sted at parkere, mens det er politiets ansvar at tage sig af, hvad der måtte foregå af kriminalitet, lyder det fra udvalgsformanden.
Søren Homann understreger, at politikerne på ingen måde negligerer politiets anbefaling om at lukke i aften - og nattetimerne.
- Vi er bare ikke enige og følger ikke politiets forslag, da vi mener, det kan være tryghedsskabende at sætte netop tryghedsskabende kameraer op der, siger han.
Holder øje - sat bump op
Nordjyllands Politi har holdt et vågent øje med stedet i især aften og nattetimerne, ligesom Hjørring Kommune har sat to bump op på ned- og opkørslen til parkeringskælderen i forsøget på at stoppe balladen.
Intet har tilsyneladende haft den ønskede effekt, og der er fortsat ballade med unge mennesker på stedet især i de kolde efterårs- og vintermåneder.
Ifølge kommunen drifter - det vil sige, at give bilen så meget gas, at bagdækkene spinner, og bagenden skrider ud - en del af de unge i aften og nattetimerne i bil på rampen til kælderen med høj fart, og for at undgå et uheld med en fodgænger på toppen af rampen har man placeret to bump sådan, at det ikke længere var muligt at drifte på rampen.
Det skete i håb om, at det ikke længere ville være attraktivt for de bil- og fartglade unge at samles i kælderen, men det har ikke haft den ønske effekt.
- Bumpene bliver der, og kommunen holder fortsat parkeringskælderen ved lige og rydder op, lyder det fra Søren Homann, formand for teknik - og miljøudvalget i Hjørring Kommune.