Rystet direktør åbner op om 'forfærdelig' dag, hvor medarbejder omkom
Direktøren giver ny status på medarbejders tilstand.
Det var en særdeles berørt direktør for Smyril Line, som TV2 Nord talte med sent fredag eftermiddag.
Jens Meinhard Rasmussen har ikke lukket et øje, siden den dybt tragiske ulykke indtraf på Hirtshals Havn torsdag aften. En ulykke, der betød, at en 34-årig mand døde, mens en 47-årig efterfølgende var svært tilskadekommen.
Nu oplyser direktøren for det færøske shippingselskab over for TV2 Nord, at den 47-årige mand ikke længere er i kritisk tilstand. Han fortæller videre, at virksomhedens øvrige mandskab har modtaget krisehjælp, og lige nu befinder sig på et hotel i Hirtshals.
- Vi er selvfølgelig dybt berørte. Vi fokuserer nu på at støtte de pårørende, som det selvfølgelig er en forfærdelig dag for. Det er en sort dag, siger Jens Meinhard Rasmussen.
Ulykke skete i maskinrum
Lige nu pågår en undersøgelse, der skal være med til at klarlægge, hvorfor det gik så galt på skibet.
- Vi ved, at der var en eksplosion, men hvorfor den kom, ved vi ikke. Vi vil stille alle midler til rådighed for at finde ud af, hvad der er sket, siger direktøren.
Arbejdsulykken fandt sted i skibets maskinrum, hvor der udbrød brand kort efter klokken 22.
Et tredje besætningsmedlem var også til stede. Han fik røgforgiftning, men hans tilstand er stabil. Alle tre mænd kommer fra Færøerne. Torsdag klokken 23.30 meddelte beredskabet, at branden var slukket.
Det er Søfartsstyrelsen og den færøske søfartsmyndighed, der står for de tekniske undersøgelser. Også Den Maritime Havarikommission skal undersøge ulykken.