Nour frygtede fængsling i Syrien, men så tikkede en besked ind i e-Boks
Dagen efter TV2 Nord fortalte Nour Hassan Kdeimatis historie, fik hun svar fra Udlændingestyrelsen.
Mandag var en stor dag for Nour Hassan Kdeimati.
Hun har længe ventet på at få besked om, hvorvidt hun kunne blive i Danmark eller ej. Mandag fik hun efter 21 uger svar.
Svaret kom dagen efter, at TV2 Nord fortalte hendes historie, men hele 15 uger efter hun oprindeligt var blevet lovet at få besked.
Og der var godt nyt.
- Jeg har det rigtig godt. Jeg er glad, lettet og kan mærke, at jeg er fri for spekulationer om fremtiden foreløbig, lyder det fra Nour Hassan Kdeimati.
Råbte af glæde
Hendes midlertidige opholdstilladelse stod til at udløbe i februar, og derfor har hun, siden hun var til samtale med Udlændingestyrelsen om forlængelse af opholdstilladelsen tilbage i september 2023, gået med ondt i maven. Søvn har hun heller ikke fået meget af.
Men nu er der altså godt nyt for Nour Hassan Kdeimati. Hun har nemlig fået forlænget sin opholdstilladelse.
- Jeg sad i bilen med min mand, da jeg modtog en sms om, at der var kommet en besked fra Udlændingestyrelsen i min e-Boks, forklarer hun og fortsætter:
- Da jeg åbnede min e-Boks, rystede jeg over hele kroppen. Da jeg opdager, at jeg har fået forlænget min opholdstilladelse, så begynder jeg bare at råbe højt i bilen af glæde.
- Utroligt medierne skal involveres
I tre år har Nour arbejdet hos Jansen's Rengørings Service i Bindslev. Det er hendes chef Else Jansen, der kontaktede TV2 Nord, da hun ikke kunne forstå, at man overvejede at sende en værdsat medarbejder ud af landet, når der flere steder mangler arbejdskraft.
Derfor var det også en glædelig nyhed for hende, da Nour Hassan Kdeimati ringede mandag.
- Jeg er mega glad på hendes vegne. Det var hele kampen værd.
- Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på dem, der ikke har de ressourcer, jeg har, til at hjælpe andre i lignende situationer.
Else Jansen er lettere rystet over hele sagens forløb.
- Det er utroligt, at medierne skal involveres, før der kommer skub i sagen konstaterer hun.
UDLÆNDINGESTYRELSEN OM DEN LANGE SVARTID
Email modtaget fra Udlændingestyrelsen 3. februar 2024.
Udlændingestyrelsen kan ikke sagsbehandle konkrete sager i medierne, men styrelsen kan oplyse, at Nour Hassan Kdeimatis sag desværre har taget lang tid grundet en stor mængde andre sager i styrelsen.
Udlændingestyrelsen kan dog oplyse, at vi forventer at kunne træffe afgørelse i løbet af de næste par uger.