Nour drømmer om at købe hus i Sindal, men kan blive udvist i morgen
Nour Hassan Kdeimati har været fastansat hos Jansen's Rengørings Service i tre år.
Hun blev egentlig lovet svar inden for seks uger, men nu har Nour Hassan Kdeimati i 21 uger ventet svar på, om hun kan blive i Danmark.
I mere end otte år har Danmark været hendes hjem. Her har hun født to børn, lært to sprog, fået et fast job, er gået i gang med at tage kørekort, og her drømmer hun om at købe et hus med sin mand.
Men det hele står på gyngende grund, for hendes midlertidige opholdstilladelse udløber i februar, og hun har endnu ikke fået svar på, om den kan forlænges, selvom hun søgte i efteråret.
Det er det sværeste i livet at vente på svar
Nour Hassan Kdeimati
Får hun afslag, skal hun tilbage til Syrien.
- Jeg har ikke familie i Syrien. Jeg har ingenting i Syrien, siger Nour Hassan Kdeimati.
Hun ser ikke længere Syrien som sit hjem.
- Jeg og min familie bor i Danmark, og det er godt for mig og mine børn, fordi der er demokrati og love, og her er sikkerhed for mig og mine børn.
Kan man sende god arbejdskraft væk, når vi mangler?
I tre år har Nour arbejdet hos Jansen's Rengørings Service i Bindslev. Det er hendes chef her, der har kontaktet TV2 Nord, for hun kan ikke forstå, at man overvejer at sende en værdsat medarbejder ud af landet, når der flere steder mangler arbejdskraft.
- Så er reglerne alt for firkantede og stramme. Vi snakker om en sød pige, som gerne vil Danmark, og som bliver bedre og bedre til dansk, siger Else Jansen, der er administrations- og salgschef hos Jansen's Rengørings Service.
Både personligt og for firmaet vil hun være ked af at miste Nour.
- Nour er en super dygtig medarbejder, hurtig til at forstå tingene, går op i sit job, glad og smilende, du ser hende aldrig sur, fleksibel, tager gerne en ekstra opgave, hvis der er brug for det. Altså, vi kan bare regne med Nour 200 procent.
Sjette september var Nour Hassan Kdeimati til samtale med udlændingestyrelsen om forlængelse af opholdstilladelsen. Her forsøgte Else Jansen at komme med som støtte, men det måtte hun i følge reglerne ikke.
- Så skrev jeg et brev, en slags udtalelse om, hvor glade vi er for at have Nour her, og hvor god og stabil en arbejdskraft hun er. Men det brev blev der slet ikke set på, det var de ligeglade med, siger Else Jansen.
Til samtalen blev der i stedet brugt tid på at udpege forskellige områder i Syrien, som styrelsen mener, Nour kan vende tilbage til. Det, mener hun dog selv, er urealistisk.
Hvad tror du, der vil ske, hvis du kommer tilbage til Syrien?
- Jeg kommer i politisk fængsel, for jeg har vist modstand mod Assad-regimet, regimet er diktatorisk og følger ikke love. Det er meget farligt for mig og børnene, siger Nour Hassan Kdeimati.
Udlændingestyrelsen om den lange svartid
Email modtaget fra Udlændingestyrelsen 3. februar 2024.
Udlændingestyrelsen kan ikke sagsbehandle konkrete sager i medierne, men styrelsen kan oplyse, at Nour Hassan Kdeimatis sag desværre har taget lang tid grundet en stor mængde andre sager i styrelsen.
Udlændingestyrelsen kan dog oplyse, at vi forventer at kunne træffe afgørelse i løbet af de næste par uger.
Ondt i maven og søvnløse nætter
Efter samtalen i september blev Nour lovet svar indenfor seks uger. Nu er der gået 21 uger uden svar, i stedet har hun flere gange modtaget udsættelsesbreve. Og ventetiden er hård, når svaret er altafgørende for fremtiden.
- Det er det sværeste i livet at vente på svar. Jeg føler mig træt, sover ikke og har ondt i maven hver dag, spiser ikke og tænker meget, og så er jeg bange, meget bange, siger Nour Hassan Kdeimati.
I grundlaget for den nuværende regering står der: 'vi vil føre en udlændingepolitik, der er stram – men samtidig ikke betyder, at uhensigtsmæssige regler spænder ben for almindelige familier'. Netop det, mener det nordjyske medlem af regeringen Preben Bang Henriksen (V) ikke, de er lykkedes med endnu.
- Reglerne er ekstremt komplicerede. Det mindste, man så kunne forvente, er, at vi giver en rimelig sagsbehandling, der ikke er præget af bureaukratisk fif faf. Det her er alt for lang tid, og psykologisk må det være anstrengende for sådan en familie, siger Preben Bang Henriksen.
Han lover at tage sagen op med ministeren og lægger i øvrigt vægt på, at han ikke mener, man bør smide ikke-kriminelle indvandrer ud, når de som Nour bidrager til samfundet.
For Nour Hassan Kdeimati er der kun at håbe og holde vejret, indtil der kommer svar.
- Min drøm er at bo i Danmark med mine børn i sikkerhed og at købe hus og ikke vende tilbage til Syrien.
Se indslaget her: