Martin er klar: Tre tons ris og kalkungryde skal tilberedes
Martin Østergaard har travlt ved kødgryderne ved Dana Cup, og det er de helt store af slagsen, der bliver fundet frem i disse dage.
Halvandet tons ris. Tilsæt dertil halvandet tons kalkungryde, og så har du mad til de 15.000 mennesker, der i disse dage deltager i fodboldturneringen Dana Cup i Hjørring.
I løbet af hele turneringen skal der serveres 225.000 måltider, og det kræver mange frivillige hænder til at lave den.
De sidder blandt andet på Martin Østergaard, og det er tiende gang, at han står i spidsen som frivillige kogemester.
På højde med juleaften
Det er med begejstring, at Martin Østergaard går til opgaven.
- Det er jo en begivenhed på højde med juleaften, det er jo den ene gang om året, hvor vi gør det. Mange af os ser jo kun hinanden, når vi er heroppe, men vi synes jo det er fantastisk, lyder det fra Martin Østergaard.
Dana Cup bliver stort set kun drevet af frivillige, og det er ikke kun fodboldforeningerne, der hjælper til, fortæller Jette Andersen, der er direktør for Dana Cup.
- Vi har omkring 35 foreninger, der hjælper til. Det er jo alt fra spejdere til håndboldklubber og fodboldklubber. Så alt i alt har vi omkring 4000-5000 frivillige, fortæller hun.
Sværere at få fat i de frivillige
Men selvom de mange frivillige er begejstret for at hjælpe til, så er det blevet sværere at skaffe lige så mange hænder som før, lyder det fra Jette Andersen.
- Jeg tror, at det er blevet lidt sværere. Det er gået fint for vores klub, men jeg ved, at nogle af de klubber, vi har til at hjælpe os, har nogle problemer med at skaffe nogle frivillige, siger hun.
For det er vigtigt, at der er nogen der kan tage fat.
- Det er jo fysisk umuligt at afvikle noget så stort, hvis der ikke er nogle mennesker, der gider at tage et slæb, siger Martin Østergaard.
Han er ikke i tvivl om, at han fortsætter med at være frivillig.
-Ja, vi bliver ved. Det er jo sjovt, det er også hårdt. men det er også sjovt på sin egen måde. og det er en anden måde at holde sommerferie på som varmt kan anbefales, siger han.