Kone-joke gik helt galt: Hænger på juletræ hele året
Foto: Privatfoto
Alt kan åbenbart sælges.
Det er i hvert fald den tanke, Ib Boe Nielsen har, efter han satte et juletræ til salg 1. januar til 50 kroner på Facebook.
- Det var jo kun brugt i syv dage. Det er som nyt, lyder det fra Ib Boe Nielsen om det 180 centimeter høje nordmannsgran.
Juletræssalget startede egentlig som en joke med konen, men Ib valgte altså at tage affære og sætte det til salg, og til Ibs, men især konens overraskelse, var der købere til produktet.
- Telefonen bimlede, og så var der en køber til det fra Skagen, men han ville gerne have det leveret, siger Ib, der bor i Bjergby ved Hjørring.
Ib ville have salgsprisen løftet fra de 50 kroner, hvis træet skulle leveres til Skagen, men i mellemtiden fandt Skagens-køberen et andet og større juletræ, han hellere ville have.
Men der gik ikke længe, før to nye købere bed på.
Den første ville lige høre, om juletræsfoden fulgte med. Det gjorde den ikke. Den næste køber var dog lidt mere seriøs.
Og der er faktisk lavet en købsaftale på 50 kroner.
- Men han vil først afhente det 1. december, og han vil også først betale der, griner Ib Boe Nielsen, der dermed ikke er sikker på, at juletræet rent faktisk bliver afsat.
Juletræets skæbne er derfor uvis på nuværende tidspunkt, men hvis nålene forbliver intakte på træet, afviser Ib Boe Nielsen ikke, at han selv benytter det til julen 2025.