Kommunal kritik rører ikke forælder: - Der er ikke en finger at sætte
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
På trods af kritik og fjernet godkendelse fra kommune, vælger en stor del af forældrene at lade børnene blive i børnehaven Krabbely.
Først meldte kommunen ud, at de trækker støtten, så meldte børnehaven ud, at de afviser lukning, og nu melder en forælder ud om kvaliteten i børnehaven.
Det er gået stærkt i sagen om den private vuggestue og naturbørnehave Krabbely.
Børnehaven, som Hjørring Kommune onsdag på et byrådsmøde meldte ud, at de vil trække støtten til grundet kritik af børnehaven.
For siden 20. marts 2023 har den været under skærpet tilsyn, efter en person havde henvendt sig med bekymringer om børnehaven.
Men spørger man en af forældrene til børnene i børnehaven, er der ingen bekymringer at finde.
- Vi er meget tilfredse med børnehaven. Der er ikke en finger at sætte.
- Alle børnene kommer glade hjem. Der er ikke givet nogle klager blandt forældrene. Det er der, vi ikke kan forstå det.
Sådan lyder det fra Frederik Frøkjær Andersen, som har en datter på 4 år, som gør i børnehaven.
Lederen har også fejlet. Det skal jeg ikke lægge skjul på.
Frederik Frøkjær Andersen, forælder.
Kommunen har fejlet
Torsdag formiddag kontaktede børnehaven Frederik Frøkjær Andersen og de andre forældre for at høre, om der var grundlag for at køre børnehaven videre.
Ifølge ham får han hver dag en glad og træt pige hjem, som han kan mærke trives.
Derfor har der heller ikke været nogen tvivl. Hans datter bliver i børnehaven. Det samme har flere af de andre forældre givet en erkendelse af. Det på trods af, at der med den fjernede støtte nu kommer ekstra egenbetaling for forældrene.
Han mener, at kritikken af børnehaven er blæst ud af proportioner.
- Kommunen har jo også fejlet i det her. Der er ting, de ikke vil offentliggøre, og tilsynet har været underligt. De har siddet i et hjørne og kigget og ikke fået det fulde billede, fortæller han.
Selvom han ikke selv har været til stede, mens tilsynet har været der, har han haft adgang til rapporter og fået information gennem sin kone, som sidder i forældrebestyrelsen.
Et af de punkter, han peger på, er, at børnene ifølge en rapport aldrig kommer ud af huset. Her fortæller han, at de tilsynsførende kun har været der mandag, torsdag og fredag, hvor børnene er på tur ud af huset om onsdagen.
- Der er hele børnehaven ude og gå hele Hirtshals tynd. Så det er også et fejlpunkt, for de har ikke været der på de pågældende dage.
En ugennemført handleplan
Det betyder dog ikke, at han mener lederen i Krabbely står uden ansvar.
- Lederen har også fejlet. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Man kan jo ikke vælge og vrage i en handleplan.
Lederen af børnehaven har nemlig lavet en handleplan sammen med kommunen, for at rette op på kritikken, men ikke alle punkter er blevet gjort noget ved, og derfor er kvaliteten ikke hævet.
Leder, Marianne Martinsen har dog tidligere fortalt til TV2 Nord, at det er meningen, at en af medarbejderne på sigt skal overtage ledelsen.
Krabbely står for pasningen af fire vuggestuebørn og 24 børnehavebørn.