Børnehaveejer afviser lukning, selvom tilsyn melder om kritisable forhold
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Børnehavebørn blev ifølge tilsyn holdt ude hele dagen trods kulde.
- Vi lukker ikke. Institutionen kører videre.
Sådan lyder meldingen fra Marianne Martinsen, der ejer Naturbørnehaven Krabbely, til TV2 Nords reporter.
Et flertal i Hjørring Kommunes kommunalbestyrelse besluttede ellers i går på et bestyrelsesmøde at trække børnehavens godkendelse tilbage, fordi det er blevet vurderet, at institutionen ikke lever op til formålet med et dagtilbud og kravene for at være godkendt som privat institution.
Børnehaven har siden 20. marts 2023 været under skærpet tilsyn, og Gry Bruun Nielsen (RV), der er formand for børne-fritids- og undervisningsudvalget i Hjørring Kommune, melder om flere kritisable forhold.
- Vi kan se, at der eksempler på børn, der er blevet holdt ude hele dagen på trods af meget kulde, et eksempel på et barn der bliver taget meget hårdt i armen samt et barn, der blev placeret i en højstol uden opsyn, fortæller hun til TV2 Nord.
Til trods for kommunens vurdering har Marianne Martinsen ingen intentioner om at lukke børnehaven, som står for pasningen af fire vuggestuebørn og 24 børnehavebørn.
- Vi har været i kontakt med stort set alle forældre, og de vil aflevere deres børn her igen i morgen. Nu bliver det bare uden et kommunalt tilskud. På sigt er det meningen, at en af mine medarbejdere skal overtage ledelsen af stedet, oplyser hun.
Gry Bruun Nielsen fortæller, at kommunen har forsøgt at hjælpe til med at rette op på problemerne, men kvaliteten er ifølge hende ikke blevet løftet i tilstrækkelig grad.
Den udlægning er børnehaveejeren imidertid ikke enig i.
- Jeg mener, at kritikken og rapporten er urimelig. Og vi har ikke fået tilstrækkelig med tid til at rette op på de ting, der bliver kritiseret, siger hun.