Knivrøver anholdt efter flugt på el-løbehjul
En 19-årig mand er søndag aften blevet anholdt, efter han med kniv truede tankpersonale til at udlevere pengebeløb.
Søndag aften omkring klokken 19 blev Circle K Ringvejen i Hjørring udsat for et knivrøveri, hvor en 19-årig mand med en kniv truede personalet til at udlevere et ukendt pengebeløb.
Efter røveriet stak gerningsmanden af på et el-løbehjul, hvorefter der blev slået alarm. Flere vidner overværende røveriet på tankstationen.
Nordjyllands Politi rykkede ud med både indsatsleder og hundepatruljer, og kunne kort efter skride til anholdelse af den 19-årige, der er fra området, og i forvejen er kendt af politiet.
- Han er i vores varetægt. Nu afventer den videre efterforskning og en juridisk vurdering af, hvad der nu skal ske, siger vagtchef Jesper Sørensen.
Den juridiske vurdering skal blandt andet afgøre, om den 19-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør.