Ingen p-vagter i kommunen - men massevis af ulovlige parkeringer
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
De offentlige p-pladser med tidsbegrænsning bliver snuppet af folk fra morgenstunden - så der er ikke plads til handlende.
I Hjørring Kommune har man ingen P-vagter. Dem afskaffede man i 2011.
Næsten lige siden har der været debat om at få dem genindført.
Lige bag rådhuset er der parkeringspladser, man må holde på én time. Dem er der 17 af. Ved middagstid fredag, var 10 af pladserne besat af ulovligt parkerede bliver, der enten havde holdt der siden ved 8-tiden om morgenen, eller slet ikke havde sat P-skiven.
- Folk parkerer på kryds og tværs, og de fleste parkeringspladser, de er optaget hele dagen, så vi trænger til at ryddet lidt op i det, siger Lars Fog Hansen, indehaver af PhotoCare i Hjørring.
Rundt om hans butik er der massevis af ulovligt parkerede biler.
- Jeg ser dagligt, når der kommer lastbiler, så holder der biler parkeret her, og så kan lastbilerne ikke komme rundt, og så stopper hele trafikken i midtbyen, tilføjer han.
Er selv en af dem, der tager en central p-plads
Det ærger Hjørring Handel, der hellere så, at det var kunder, der kunne parkere tæt på butikkerne, og ikke folk med arbejde i byen. Alligevel er Hjørring Handel enig med Hjørring Kommune om, at p-vagterne ikke skal tilbage til byen.
Det er brugen af dem, den er gal med, når ansatte på arbejdspladserne i centrum bruger midtbyens p-pladser ulovligt, og gør det svært for eksempelvis handlende og turister at finde plads.
Og det er formanden Søren Homann (K), der er formand for teknik- og miljøudvalget, Hjørring Kommune, enig i.
- Jeg tror jo, vi alle sammen er vanemennesker, og vi vil jo nok finde en plads tæt på, der hvor vi skal ind. Jeg tror det er vigtigt, det er noget man tager en snak om ude på kontorerne, og siger kunne vi måske prøve at holde en lille smule længere væk end vores egen fordør, så der er plads til de kunder, vi også gerne vi have ind i butikkerne, siger han.
Hvad gør du selv, når du skal til møde på kommunen?
- Jeg må nok indrømme, at hvis jeg er lidt sent på den, så tager jeg også en plads tæt på rådhuset, men jeg synes, det er noget, vi bør få hanket op i nakken på hinanden det her, svarer han.