I grundlovsforhør: En russer på nordjyske afveje
Han har adresse i et helt tredje land.
Stenhøj er ikke større end, man kan hjælpe hinanden. Og politiet.
I hvert fald lykkedes det Nordjyllands Politi onsdag morgen at anholde en 38-årig mand, der var i færd med at begå indbrud i den nordjyske by, på grænsen til Hjørring Kommune.
Det fortæller politikommissær Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi til TV2 Nord.
Klokken 9:30 fremstilles manden, der viste sig at være en 38-årig russisk statsborger, men med bopæl i Tyskland, i grundlovsforhør.
Han blev taget på fersk gerning, men ikke fanget af en beboer på Rålundvej i Stenhøj.
- Omkring 6:30 hører beboeren noget larm i sit hus, og da hun kommer hen til larmen, konstaterer hun, at vinduet er knust, og en mand på vej ind, siger Peter Skovbak.
- Hun råber ham an og lyser på ham med sin telefon – men han tager flugten, fortsætter politikommisæren.
Ikke mange timer senere er der dog igen bud efter politiet i den lille nordjyske by, da en anden borger kontakter Peter Skovbak og kompagni.
Han kunne berette om nogle lidt mystiske omstændigheder og færden for en 38-årig mand.
- Og så kan vi altså godt lægge to og to sammen, så vi sender patruljen afsted igen, slutter Peter Skovbak om det, der endte med en anholdelse og sigtelse.