70 års ægteskab: - Hvis man ikke skændes, er der kun én, der bestemmer
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Det er langt fra den første æresport, parret har stået under.
Det er 70 år siden, parret sagde ja til hinanden.
Det er så yndigt at følges ad, og det har Edel og Arne Kallehauge i den grad gjort.
5. november 1954 gik parret sammen ned ad kirkegulvet.
Siden er der gået 70 år, og det gør parret til et af de 210 par, der, ifølge Danmarks Statistik, kan fejre jernbryllup i år.
Juleplatter hænger så langt øjet rækker i Edel og Arne Kallehauges stue. Næsten én for hvert år siden de blev gift.
Det siges, at parret mødte hinanden, da de blev konfirmeret tilbage i 1947.
- Det gjorde vi godt nok, men vi kendte ikke hinanden. Der var ingen kæresteri. Vi var i samme ungdomsklub og sådan noget, men så udviklede det sig stille og roligt, fortæller Edel Kallehauge.
Mange gæster og nyttige gaver
Det var i en stuvende fuld og smuk pyntet Uggerby Kirke, at parret sagde ja til hinanden.
- Der skulle være mange gæster. Naboer, venner, fætre og kusiner. Der var et stort telt ude i gården, mindes Edel Kallehauge.
Og hvis man tænker, at bryllupsgaverne talte dyre kaffemaskiner og nips, må man tro om igen. Her var gaverne et spisestel, glasskåle og fade.
- Det var det, man kalder for nyttige ting, for vi var jo nygift og skulle lige til at starte, så vi manglede jo det hele, siger jernbruden.
Parret har drevet landbrug sammen i næsten 50 år, og her var rollerne helt klare.
- Hun har altid bestemt, griner Arne Kallehauge og peger over på sin hustru.
- Jeg har malket, fodret grise og kørt møg ud og alt sådan noget. Ja, vi har deltes om det, svarer Edel Kallehauge.
I medgang og kraftig modgang
Livet sammen har budt på glæder og sorger, og de har holdt sammen, også når livet viser sig fra sin hårdeste side.
- Vi har prøvet at sende tre børn i skole og kun få to hjem. Det er det værste. Og senere hen har vi mistet en datter til kræft. Så vi kunne have haft to børn mere. Men hvordan vi kom videre, det ved jeg ikke, men det gik bare, fortæller hun.
Over 70 år er gået, og nu har de fire børn, 10 børnebørn, seks oldebørn og et tipoldebarn.
På sin egen måde er de to et usædvanligt par, men også helt almindelige. Måske er det netop det, der har fået det til at holde i så mange år.
- Vi har det ligesom alle andre ægteskaber, ned i dalen og op på bakken, skændes og er enige. Hvis der er ingen, der skændes, så er det tegn på, at der kun er én, der bestemmer, afslutter Edel Kallehauge.