For første gang: Statsminister åbner dette års naturmøde - flere store navne deltager
Foto: Bruno Stagsted
Der ventes op mod 30.000 besøgende.
Det bliver for første gang nogensinde den siddende statsminister, Mette Frederiksen (S), der den 11. maj holder åbningstalen til dette års Naturmøde i Hirtshals.
- Vi er rigtig glade for og stolte over, at statsministeren åbner årets Naturmøde – og for den politiske deltagelse i øvrigt. Vi ser det som en blåstempling, siger chef for Naturmødet, Leif Lund Jakobsen i en pressemeddelelse.
Flere store politikere
Udover Mette Frederiksen er Pia Olsen Dyhr (SF), Mai Villadsen (EL), Martin Lidegaard (RV), Torsten Gejl (AL), Per Larsen (K), Ole Birk Olesen (LA), Magnus Heunicke (S), Nick Zimmermann (DF), Kim Edberg Andersen (NB) og Jacob Jensen (V) også på listen over deltagende politikere.
Det er klokken 14.00, at Mette Frederiksen holder åbningstalen i selskab med forpersonen for Biodiversitetsrådet, Signe Normand.
Efter åbningen vil statsministeren også besøge forskellige stande på Naturmødet.
Det naturpolitiske topmøde i Thunderdome sættes i gang klokken 17.00, og her styres debatten i år af moderator Tine Gøtzsche.
Der ventes op mod 30.000 besøgende til Naturmødet.