Før skæbnekamp: Tidligere direktør beklager manglende løn
Vendsyssel FF tager imod Hobro IK i en vigtig kamp om at undgå nedrykning.
Selvom foråret er over os har der været stormvejr i Hjørring. Da lønnen gik ind på bankkontoen hos alle os andre torsdag den 29. april skete der ingenting hos spillere og stab i Vendsyssel FF. Der var ikke blevet udbetalt løn.
Der var ikke tale om en forglemmelse eller teknisk fejl i banksystemerne, men om et kritisk tegn på økonomisk krise oveni den sportslige krise klubben allerede befinder sig i.
Lørdag lagde klubbens schweiziske ejer Core Sports Capital med Ahmed Schaefer i spidsen kortene på bordet. Klubben er, ligesom store dele af den øvrige fodboldverden, i krise, men han lovede samtidig at lønnen er på vej. Den lander senest hos spillerne torsdag i den kommende uge.
Sportslig udfordring på hjemmebane
Inden da venter der en udfordring som spillerne er mere vant til at tackle: En god gammeldags fodboldkamp.
Lokalrivalerne fra Hobro IK gæster Hjørring Stadion, men ligesom der er økonomisk pres på Vendsyssl FF er der også sportsligt pres. Klubben indtager sammen med Skive de to nedrykningspladser i 1. division, men har en kamp i hånden.
Der er seks runder tilbage inklusiv dagens kamp der begynder klokken 15, men Vendsyssel skal også vinde disse for at sikre overlevelse i den næstbedste række, for hverken Skive eller Kolding, der er de to klubber, man skal håbe ender under Vendsyssel FF har tænkt sig at give op uden kamp.
Tidligere direktør beklager manglende løn
Fredag forlod Jacob Andersen direktionen i Vendsyssel FF. Andersen ejede en stor del af klubben og har fortsat en minoritetspost i selskabet - og en post i bestyrelsen.
Overfor TV2 Nord som mødte Jacob Andersen på Hjørring Stadion forud for kampen, beklager han - som bestyrelsesmedlem - at spillerne ikke har fået løn.
- Det var noget jeg blev opmærksom på i fredags og jeg har gjort det meget klart overfor vores hovedaktionær at sådan en fejl ikke må ske igen. Det er meget udansk og meget uvendsysselsk ikke at betale sine ting til tiden, forklarer Jacob Andersen.
Han fortæller videre, at der ikke er nogen sammenhæng mellem den aktuelle økonomiske krise og hans afgang som direktør.
- Da vi solgte aktiemajoriteten til Core Sports Capital i august blev det aftalt, at jeg skulle agere som direktør i en periode og den periode er nu udløbet.
I februar udtale Ahmed Schaefer, at Core Sports Capital ikke ville skyde flere midler i deres nyerhvervede klub i Vendsyssel hvis klubben ender med at rykke ned i 2. division. Den udtalelse er nu måske aktuel, så hvad kommer der egentlig til at ske, hvis ikke det sportslige flasker sig i den kommende tid?
- Det skal du tale med Ahmed Schaefer om. Det var en uheldig udtalelse han kom med i februar måned, for den har også bare givet uro. Men kommer det dertil, så lader vi det ikke bare sejle uanset hvad de ender med at gøre i Core Sport Capital. Så må vi tage ned og tale med dem, hvis pengekassen er tom eller hvad ved jeg. Så må vi finde en løsning på det.
Sportsøkonom: Det er en presbold
Sportsøkonom Kenneth Cortsen kalder den økonomiske situation i Vendsyssel FF for en ekstra presbold, når man står overfor at skulle vise sig frem på banen og skabe vigtige resultater der.
- Der er altid pres på i elitesport, så det at man oven i det pres der er på banen, skal til at tænke på om man får sin løn og om man er købt eller solgt i forhold til ens levevej, det er et stort problem.
- Elitesport handler også om stabilitet. hvis du har stabilitet uden for banen er det nemmere at koncentere sig om tingene på banen og derfor kan man sige at den uro der har været i Vendsyssel FF over den seneste tid er problematisk for spillerne i truppen.
TV2 Nord er til stede under kampen søndag eftermiddag og bringer i aften - i en forkortet nyhedsudsendelse - en reportage med fokus på både den sportslige og økonomiske krise i klubben