Flere grove sex-sager for retten: 35-årig tiltalt for at voldtage 16-årig i timevis
Retsopgøret omkring flere grove sager om voldtægt og andre seksuelle overgreb venter i retssalene i både Hjørring og Aalborg i denne uge.
En af sagerne går tilbage til 21. maj i år, hvor en 35-årig mand er tiltalt for at have voldtaget en sanseløst beruset 16-årig pige i timevis. Det fremgår af anklageskriftet, at den 35-årige mand, som er fra det nordlige Vendsyssel, var indlogeret på et hotel i Frederikshavn. Politiet mener, at manden i timerne fra klokken 2 om natten til klokken 11 næste formiddag voldtog den 16-årige pige flere gange på et hotelværelse.
Ifølge anklagerne var pigen ude af stand til at modsætte sig overgrebene på grund af søvn, beruselse og euforiserende stoffer. Sagen skal efter planen for Retten i Hjørring tirsdag, og det fremgår ikke på forhånd, hvordan den 35-årig mand forholder sig til de alvorlige anklager.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til mandag 11. august til den 25. august i Retten i Aalborg. Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Overgreb på marked
En anden af sagerne går tilbage til årets marked i Hjallerup, og her er en 20-årig mand tiltalt for overgreb og krænkelser mod en blot 14-årig pige. Ifølge anklageskriftet fandt overgrebene sted 2. juni ved 22-tiden. Her er den 20-årige mand tiltalt for blufærdighedskrænkelse mod pigen ved at have kysset hende på hals, kinder og mund ved et af markedsteltene.
Han er også tiltalt for ulovlig tvang over for den 14-årige pige ved at have taget hendes telefon fra hende, vredet hendes arm om på ryggen og taget hende i nakken, hvorefter han førte hende ind i markedsteltet. Som kulmination på det hele er den 20-årige mand tiltalt for i en bod på markedspladsen at have krænket pigen seksuelt ved at have befølt hende i skridtet og på brysterne.
Voldtægt og voldtægtsforsøg
I ugens tredje og sidste grove sex-sag er en 19-årig mand fra Himmerland tiltalt. Han er tiltalt for natten til 1. juli i år at have voldtaget en kvinde på en adresse i en mindre by i Vesthimmeland. Politiet mener, at manden slog kvinden flere gange på baller, bryster og i hovedet, ligesom han tog halsgreb på hende og pressede hendes ansigt ned i sengen, så hun fik vejrtrækningsbesvær. Ifølge anklagerne tvang den 19-årige sig til samleje med hende, selv om hun flere gange sagde stop og forsøgte at skubbe ham væk. Det fremgår af anklagerne, at den 19-årige også forsøgte at tvinge sig til analt samleje med kvinden, hvilket dog ikke lykkedes. Han er således både tiltalt for voldtægt og voldtægtsforsøg.