Fire biler og en campingvogn: Sigtet for tyveri
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto
To mænd er sigtet for tyveri fra en række biler.
Seks biler og en campingvogn.
Så mange biler nåede to unge mænd at stjæle fra, inden Nordjyllands Politi 27. juni kunne anholde dem.
Tyverierne skete tirsdag den 27. juni fra midnat og frem til klokken fire om morgenen.
- Bilerne var gennemrodet, og man havde fjernet værdier i form af især kontanter og elektronik. Alle personbilerne var ulåste, da tyverierne fandt sted, fortæller politikommissær Lars Jensen fra politiets sagscenter i Hjørring.
Patruljer fra Hjørring var sammen med deres efterforskningskollegaer hurtigt i hælene på de formodede gerningsmænd.
- Betjentene fandt nogle af kosterne fra bilerne i nærområdet, og det ledte dem på sporet af to unge, lokale mænd på 18 og 19 år. De blev anholdt tirsdag klokken 13.12 og er nu sigtet for alle tyveriforholdene. Derudover blev den ene også sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer, og den anden blev sigtet for at overtræde våbenloven, da han ved anholdelsen var i besiddelse af et knojern, siger Lars Jensen.
Derfor har politikommissæren en opfordring til bilisterne:
- Lad være med at efterlade værdier i bilen og lås altid bilen, før du går fra den. Det er naturligvis ikke dit ansvar, at nogle vælger at overtræde straffeloven og stjæle. Men du står med besværet og ærgrelserne, lyder rådet.