Er der X Factor i Hjørring? 17-årige Victoria hev sin lærer med til audition
Foto: Signe Gru / TV2 Nord
Victoria Sjørup Gregersen (nummer tre fra venstre) er fra Odder, men går i øjeblikket på Ranum Efterskole.
Sangglade nordjyder kunne onsdag møde op i Hjørring for at se, om de har, hvad der skal til for at blive en af fremtidens X Factor-stjerner.
Det summer af liv og nervøsitet i hjertet af Hjørring, hvor det populære sangshow onsdag afholder pop-up audition.
Her kan man få vurderet sit sangtalent af en caster, som beslutter, om man må deltage i optagelserne til programmet.
En af de håbefulde fremmødte er 17-årige Victoria Sjørup Gregersen, der har taget sine efterskoleveninder med som støtte.
- Jeg elsker at synge foran mennesker og har set X Factor, siden jeg var helt lille og tænkt, at det kunne være en megafed oplevelse.
Pigerne ankom i den fineste VIP-stil til Hjørring i en minibus fra Ranum Efterskole, hvor de går dette skoleår.
Og chaufføren af bussen er ikke uden betydning for Victorias Sjørup Gregersens audition. Det er hendes lærer, som skal bidrage til efterskoleelevens audition med guitarspil under fremførelsen af Alicia Keys' 'If I Ain't Got You'.
Drengegruppe har sunget sammen i timerne
Mens Victorias Sjørup Gregersens bliver kaldt ind bag den lukkede auditiondør, dukker tre unge fyre op, som også vil give sangkarrieren et skud.
- Det rumler lidt i mavsen, men vi tror på os selv, så vi skal nok klare os, siger 17-årige Villads Fosgrau.
Drengene fra Aalborg har tidligere sunget i skoletimerne, hvor de har optaget sig selv på computeren.
Sidste år deltog en fælles kammerat i programmet, men røg ud til den rigtige audition - så målet er nu at komme længere end ham.
- Vi har måske et lille problem i gruppen med, at vi er gode til at grine af hinanden. Men vi satser på, at vi godt kan holde masken derinde. Ellers bliver det småakavet, erkender Villads Fosgrau.
Det får dog ikke drengene til at overveje, om de skal stille op hver for sig.
- Det vigtigste er, at vi står sammen som et hold og aldrig giver op, lyder det fra Victor Ahlmann Boyles.
Caster "kunne ikke få nok"
Da Victorias Sjørup Gregersen kommer ud fra audition, er nervøsiteten forsvundet.
- Jeg gjorde det bedste, jeg kunne, så det må briste eller bære, lyder det fra efterskoleeleven, der kan fortælle om den gode oplevelse til veninderne, mens læreren stemmer i.
De fremmødte får først svar på, om de skal være med i optagelserne af næste sæson X Factor til september.
Drengegruppen har nu også givet deres version af Rasmus Seebachs 'Millionær' til en af casterne, men det var ikke nok.
- Vi fik også lige givet et ekstranummer derinde, for hun kunne ikke få nok af os, siger Villads Fosgrau, der derfor også hev 'Another Love' op af hatten.
- Jeg føler den sad lige i skabet, tilføjer han.
Og der er også glæde over hele linjen, da optrædenen er overstået.
- Vi har det helt vildt godt, det kunne ikke være gået bedre faktisk, siger Victor Ahlmann Boyles.
Til spørgsmålet om, hvorvidt drengene selv tror, at de kommer videre, er der ingen tvivl:
- Selvfølgelig gør vi det, lyder det i kor.