Dyr ejendom i flammer: Kostbar genstand skal reddes
Artiklen er opdateret onsdag klokken 21.
Nordjyllands Beredskab blev onsdag aften klokken 19.12 kaldt ud til en bygningsbrand på Købstedvej ved Tornby.
Det skrev beredskabet på mediet X.
Station Hjørring er kaldt til bygningsbrand på Købstedvej ved Tornby.
— Nordjyllands Beredskab (@NjylBeredskab) August 7, 2024
Vi er ikke fremme endnu.
Der er melding om fare for spredning til andre bygninger.
Det skrev samtidig, at der var fare for, at branden spredte sig til andre bygninger.
Ved ankomst til stedet tilkaldte beredskabet yderligere en sprøjte og en tankvogn, da branden var brudt gennem taget.
Dyr kafferister skal reddes
Onsdag klokken 21 er meldingen fra Nordjyllands Beredskab, at det er ved at have kontrol over branden, men der er stadig ild i bygningen.
Bygningen er en cirka 600 kvadratmeter stor staldbygning, som bruges delvist som lager og delvist som kafferisteri.
Ilden er i tagrummet, men branden vil ifølge indsatsleder Thomas Dybro gøre skade på det meste af bygningen. Taget er allerede væk.
Derfor forsøger man nu at redde kafferisteren, som har en værdi mellem en halv og hel million kroner.
Ifølge TV2 Nords mand på stedet er der tale om en meget velholdt og dyr bygning.
Det var nogle ansatte, der opdagede branden, og ingen personer eller dyr har været i fare.
Det har været et temmelig omfattende slukningsarbejde, hvorfor der har været 16 mand og seks køretøjer på stedet fra station Hjørring, Hirtshals og Sindal.
Indsatslederen forventer, at der er omkring to til tre timers arbejde foran dem endnu.
Meldingen lød tidligere på fare for spredning til andre bygninger, men det er ikke længere aktuelt.
Både Thomas Dybro og vagtchef ved Nordjyllands Politi Torben Arendrup peger på, at årsagen til branden kan være kafferistningen.
Da der ikke er noget, der peger på en kriminel handling, vil politiet ikke foretage yderligere brandtekniske undersøgelser.