Dropper Coop: Landsby vil have ny købmand
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Containeren udenfor vidner om, at der er renovering i gang.
Det er blevet for dyrt med COOP, og derfor er frivillige godt i gang med at rydde den tidligere Dagli' Brugsen.
Én million kroner i afgifter og bidrag ud af en omsætning på 12 millioner.
Det er årsagen til, at brugsforeningen i Lendum mellem Hjørring og Frederikshavn nu har lukket deres Dagli' Brugsen. Udgifterne til COOP blev simpelthen for høje.
- Når man er en forening, så hæfter alle jo solidarisk, og derfor var vi jo med til at betale for Coops nye IT-systemer og en lang række andre ting. I sidste ende blev det for dyrt til, at borgerne ville være med, forklarer bestyrelsesformanden i brugsforeningen Søren Tjønneland.
Derfor er aftalen med Coop opsagt og i stedet har borgerne indledt et nyt samarbejde med Dagrofa, som betyder, at en ny købmand åbner forretning i lokalerne omkring 1. februar.
- Foreningen ejer stadig lokalerne, som vi så lejer ud til den nye købmand. Han driver så købmandsforretningen, og brugsforeningen fortsætter med at drive det tilknyttede tankanlæg, forklarer formanden.
Hele tirsdagen har tyve frivillige arbejdet med at rydde den tidligere Dagli' Brugsen. Al inventaret skal ud, så der kan laves nyt gulv. Herefter skal nye kølere, reoler og kasselinjer sættes op, så alt er klar til den nye købmand.
- Der sker jo virkeligt noget, når vi er så mange frivillige, der tager fat. Vi vil simpelthen have en butik i Lendum, så vi kan få ejendomspriserne lidt op og øge bosætningen, lyder det fra Kjeld Nielsen, der er en af de mange frivillige og han bakkes op af Per Nielsen, der er i gang med at tage de gamle kasseapparater ned:
- Det er jo meget mere end bare en forretning. Det er byens samlingssted. Stedet, hvor man mødes og lige får samlet op på tingenes tilstand.
Du kan se hele indslaget om den nye brugs herunder: