Nye ejere forhåndsgodkendt til køb: Dansk ejer beholder magten
Ejeren af klubben bekræfter, at nye investorer er tæt på at blive præsenteret.
Tiltro.
Det er et ord, der går meget igen hos Jacob Andersen, ejer af Vendsyssel FF.
For der er nemlig nye investorer på vej ind i klubben fra blandt andet USA, Mexico, Spanien - og rapperen Blessd fra Colombia.
Det kunne TV2 Nord søndag fortælle, og Jacob Andersen bekræfter mandag, at det primært er investorer fra USA, der kommer, ligesom mandag er dagen, hvor spillertruppen har fået at vide, at der kommer nye ejere.
- Vi forventer, vi kan melde det endeligt ud inden ugens udgang. Så det kan jeg bekræfte, fortæller han.
Det har også været fremme, at din egen søn, Joachim (Andersen, dansk landsholdsspiller, red.), også skulle være blandt de nye investorer. Kan du sige noget om det?
- Nej, vi kommer med en pressemeddelelse inden ugens udgang, og så må vi se, om vi har fået ham overtalt også, siger han med et smil.
Skal ikke være afhængige af check
Tilbage til ordet 'tiltro' er Jacob Andersen overbevist om, at det nye ejerskab ikke ender som det nye Jammerbugt - eller som Vendsyssel selv i 2021 endte efter de schweiziske ejere rendte med pengekassen efter blot ti måneder som ejer. Dengang reddede blandt andre Jacob Andersen klubben med en kapitalindsprøjtning.
- Divisionsforeningen og DBU har også indført den her 'fit and proper'-test. Det vil sige, at skal du investere i en dansk klub i dag, så skal du bestå den test. Og de investorer her, de er forhåndsgodkendt kendt af Divisionsforeningen og DBU, siger Jacob Andersen og fortsætter:
- Jeg har meget, meget stor tiltro til dem. Meget, meget stor tiltro til dem. Mange af dem, der kommer med, har et fantastisk cv. De har været også i fodboldindustrien og har været i andre industrier. Og er nogle meget dygtige og professionelle folk. Så jeg har meget, meget stor tiltro til dem.
Det er også ganske specifikke områder, de nye investorer skal hjælpe klubben på. Indtægterne består hovedsageligt af TV-indtægter og sponsorater, og det er sidstnævnte, der skal udvikles.
- Det kan ligge en god økonomisk bund til klubben hver eneste år. Så vi er ikke afhængige af, at der er nogen, der skal skrive en check hvert år, siger Jacob Andersen og fortsætter:
- Vi vil gerne øge vores kommercielle indtægter heroppe, og der kommer de investorer med nogle værktøjer, som vi kan gøre brug af. Og som kommer til at sikre det fremadrettede i væsentlig grad. Det er det, der har været vigtigt for os.
Får vetoret
Han afslører også, at han bliver siddende som bestyrelsesformand i klubben, hvor han sidder som minoritetsejer - og stadig får en hel del at bestemme i klubben.
- Jeg kommer til at have nogle vetoretter. Så det vil sige, at de kan ikke gøre, hvad... vi skal være enige om mange ting. Og hvis der er noget, jeg ikke er enig i, og som jeg ikke mener, der er i klubbens interesse - så kan jeg sige nej til det.
Tidligere mandag kom klubben også med offentliggørelsen af en ny cheftræner, som blev 33-årige Mads Kristensen fra Lyngby BK.
Klubben er nemlig begyndt sæsonen skidt i Nordicbet-ligaen og flirter med nedrykningsstregen i form af en tiendeplads.
Jacob Andersen erkender derfor også, der nemt kan ske forandringer i spillertruppen til januar.
- Jeg synes, vi har kvaliteten i truppen. Nu får vi også en ny træner ind og får kigget på det med nye øjne. Og så er der også et transfervindue her til vinter. Vi må se, om vi kan reparere noget der.