Ældre Sagen kritiserer kommune for at fjerne ældres klippekort
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Klippekortsordningen blev indført i Hjørring Kommune sidste år, men er nu allerede en saga blot, da kommunen i forbindelse med vedtagelsen af næste års budget har sparret klippekortet og dermed tre millioner kroner væk. Arkivfoto
Muligheden for at sidde en halv time med sin hjemmehjælper og blot få en kop kaffe er væk, lyder kritikken fra Ældre Sagen.
Kritikken er rettet mod Hjørring Kommune, der netop har vedtaget næste års budget, og deri er den såkaldte klippekortsordning med ét skåret væk.
En ordning, der kunne give ældre borgere en halv times ekstra hjælp om ugen - en hjælp som den enkelte borger selv kunne råde over.
- Det er en forkert retning at gå, når man ikke har mulighed for at vælge at sidde med sin hjemmehjælper og få en kop kaffe en halv time om ugen, siger John Kirstein Sørensen, der er formand for Ældre Sagen i Hjørring Kommune.
Kort om klippekortet
- Klippekortsordningen for plejehjemsbeboere blev indført af VLAK-regeringen i forbindelse med finansloven for 2017.
- Her blev der afsat en pulje på 380 millioner kroner om året i 2017 og 2018 til klippekortsordningen.
- Fra 2019 er de samme penge blevet fordelt via bloktilskuddet.
- 95 af de 98 kommuner har svaret på en rundspørge foretaget af KL.
- 18 oplyser, at de fra 2020 har valgt ikke at videreføre klippekortsordningen til plejehjemsbeboere.
- Læsø Kommune har på intet tidspunkt haft en klippekortsordning. Tre kommuner har ikke svaret.
Kilde: Altinget.dk
Klippekortsordningen blev indført i Hjørring Kommune sidste år, men er nu allerede en saga blot, da kommunen i forbindelse med vedtagelsen af næste års budget har sparret klippekortet og dermed tre millioner kroner væk.
Færre ansatte og kortere åbningstid
Ordningen skulle hjælpe 150 af kommunens svageste borgere og har været en kamp for kommunens Ældreråd at få indført. Det var tilbage i 2017, at den daværende VLAK-regering indførte muligheden for klippekort under overskriften "tid til nærvær", og ideen blev dengang støttet med 1,7 milliarder kroner til landets kommuner.
Jeg kan godt forstå Ældre Sagens kritik, men det er hvad, der har kunnet lade sig gøre.
Søren Smalbro, borgmester, Hjørring Kommune (V)
Nu er den mulighed forsvundet. Det samme er blandt andet en stribe nattevagter på kommunens ældrecentre, hvor der også skæres musikterapi væk.
Hjørring Kommune sparer 1,3 millioner kroner på en pulje til ensomme ældre, ligesom der reduceres i åbningstiden på aktivitetscentrene.
- Det er rigtigt ærgerligt, lyder det fra Hjørring Kommunes borgmester, Søren Smalbro (V), som fortsætter:
- Jeg kan godt forstå Ældre Sagens kritik, men det er hvad, der har kunnet lade sig gøre.
Skatten stiger trods besparelser
Alt i alt har et flertal i Hjørring Byråd fundet besparelser for 48 millioner kroner for næste år. Og frem til 2026 stiger besparelserne på kommunens drift til 69 millioner kroner.
Det sker trods det, at skatten stiger næste år i Hjørring Kommune.
Det har forligskredsen bag budgettet, Venstre, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten - netop besluttet
Skattestigningen er ikke en blomst, der er groet i Venstres have, men vi har behov for flere penge i kassen
Søren Smalbro, borgmester, Hjørring Kommune (V)
Forligskredsen udnytter adgangen til at hæve kommuneskatten fra 26,10 procent til 26,21 procent. Skattestigningen giver et årligt provenu på cirka 12 millioner kroner til det, som kredsen kalder "fremtidssikring af budgetforliget via en større robusthed i økonomien".
- Skattestigningen er ikke en blomst, der er groet i Venstres have, men vi har behov for flere penge i kassen, så det er et spørgsmål om pest eller kolera, siger borgmester Søren Smalbro (V).
Han tilføjer, at kommunen ved at hæve skatten nu forhåbentlig kan give de kommunale budgetter mere ro fremadrettet, da der således er flere penge i kassen til at imødekomme det fortsatte pres og øgede udgifter på blandt andet ældre-, skole- og handicapområdet.
Fortsat rengøring hver tredje uge
Til gengæld er spareplanerne på rengøringen for de ældre taget væk for næste år. Der var ellers lagt op til forud for de endelige politiske forhandlinger at spare markant netop på rengøringen.
I spareforslaget lød, at Hjørring Kommune fremover kun kunne tilbyde kommunalt betalt rengøring til ældre borgere en gang om måneden.
Den besparelse blev ikke til noget, og forligskredsen bag budgettet har fundet penge til fortsat at tilbyde hjælp til rengøring hver tredje uge.
Ældre Sagen: Den forkerte vej at gå
Ældre Sagens formand for Hjørring Kommune, John Kirstein Sørensen, er ikke imponeret over budgettet. For selvom besparelserne på ældreområdet bliver færre end frygtet, så gør det stadig ondt, mener han.
- Det får stadig en betydning for den ældre, og jeg synes, der er skåret så kraftigt ind på ældreområdet, at det giver en utryghed, og det er ganske enkelt den forkerte vej at gå, siger John Kirstein Sørensen.