Kommunen skal spare: Foreslår at ældre kun får gjort rent hver fjerde uge
Der er lagt op til massive besparelser for de ældre borgere i Hjørring Kommune for de kommende år. Der skal spares 34 millioner kroner alene på ældre og handicapområdet, og de ældre selv frygter for konsekvenserne.
Hele 60 millioner kroner står Hjørring Kommune samlet set til at mangle for at få enderne til at hænge sammen i de fremtidige budgetter, og over halvdelen af besparelserne ser ud til at skulle findes på ældre- og handicapområdet.
Det kan komme til at går udover blandt andet rengøringen, som Hjørring Kommune vil reducere fra hver tredje til hver fjerde uge.
Jeg synes næsten ikke, at det kan være ret meget dårligere
Hanna Simonsen, næstformand i Ældresag Hjørring Kommune
Der skal også spares på antallet af ansatte på ældrecentrene, de ældre kan miste retten til klippekortordningen, og en særlig pulje til at hjælpe ældre ensomme vil blive skrottet, hvis forslagene vedtages af byrådet.
- Det får en stor konsekvens, hvor de ældre ikke får den hjælp, som de skal have. Jeg synes, det er meget bekymrende, siger Kirsten Holst, formand Ældrerådet i Hjørring Kommune.
Kirsten Holst har med bekymring læst budgettet for ældreområdet i Hjørring Kommune, hvor politikerne skal finde besparelser for 34 millioner kroner.
Medlemmerne af Social, Ældre- & Handicapudvalget drøftede i dag spareforslag, som de sendte videre til byrådets videre behandling
Ældresagen: - Det kan ikke blive dårligere
Også Ældresagen i Hjørring Kommune ser med bekymring på sparekatalogets mange forslag.
- Jeg synes næsten ikke, at det kan være ret meget dårligere, siger Hanna Simonsen, næstformand i Ældresagen i Hjørring Kommune, og fortsætter:
- Det er jo, som om man er fuldstændig ligeglad med de mennesker, som har været med til at lægge grundstenene for det samfund, som vi har i dag.
Besparelserne ærgrer også formanden for det politiske udvalg der har ansvaret for at få pengene til at hænge sammen på ældreområdet.
- Det er møg ubehageligt. Det er ikke derfor, man går ind i politik. Det er for at hjælpe folk, det er ikke for at skære, men man er nødt til at være ansvarlige, og det nytter ikke noget, at vi bruger så mange penge, at den kommunale udgave af luksusfælden kommer efter os. Det duer ikke, siger formand for Social, Ældre- & Handicapudvalget i Hjørring Kommune, Claus Mørkbak Højrup (V).
Håber at kunne påvirke politikerne
De mange besparelsesforslag er sendt videre til det politiske forhandlingsudvalg, som i næste uge begynder at kigge nærmere på, hvor de mange millioner skal spares.
I Ældrerådet håber Kirsten Holst, at de kan påvirke politikerne med indsigelser.
- Det er noget, som kommer til at gøre rigtig rigtig ondt. Om politikerne kunne have gjort noget anderledes, ved jeg ikke, men jeg kunne godt have fundet steder at spare, hvor det ikke var de ældre, som det kommer til at gå ud over, siger hun.