Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

19-årige Jeppe passer familietraktoren, der blev købt 1980: - Har noget charme og noget sjæl

I noget nær perfekt vejr trak veterantræffet tilskuere til i ren Tour de France-stil.

En Ford 5000. 

Det var noget af det ypperste en landmand kunne have af traktorer i sin maskinpark tilbage i 60- og 70-erne.

Sådan et eksemplar har den 19-årige landmandselev Jeppe Rusbak Hansen været heldig at arve efter sin bedstefar.

- Den har været i min familie siden 1980, hvor min bedstefar købte en gård ude i Skallerup, som den stod på. Og så har den tjent som gårdtraktor ude i Skallerup og har kørt med en frontlæsser og læsset rigtig meget møg, fortæller Jeppe Rusbak Hansen. 

Den 19-årige landsbrugselev er lørdag på vej til veterantræf, da TV2 Nord møder ham. Det er det tilbagevendende træf i Tranget ved Tårs, som bliver større og større år for år. 

- Jeg synes, det er fascinerende ved at køre på de her gamle traktorer, at de har noget charme og noget sjæl. Der er jo ikke så meget luksus, som der er i nye traktorer i dag med førerhuse, fortæller han, da han er på vej til paradekørslen, der markerer, at veterantræffet er i gang.

Til træffet er der også biler, lastbiler, motorcykler og knallerter af veteranslagsen. 

Op gennem hovedgaden i Tårs er der, hvor der er flest tilskuere, og de kan se veterankøretøjerne i høj solskin.

- Det viser jo, at de gamle maskiner stadigvæk kan komme omkring. Og det synes jeg er fint, fortæller Jørgen Taarup fra Tårs, der er en af tilskuerne på ruten. 

Efter paradekørslen er Jeppe Rusbak Hansen glad.

- Jeg synes, køreturen gik skide godt, siger han og fortsætter:

- Det var helt sikkert en god detalje ved det træf her, at vi får lov at komme ud og køre en lille tur. Det er jo lidt atypisk fra alle mulige andre træf, hvor man egentlig bare holder på en græsmark og viser sin traktor frem. Det er egentlig fedt nok at få lov til at komme ud og lufte den lille smule også. 


Foto: Lasse Skov. Foto:

Kristian sikrede første VM-guld i 13 år: - Det er helt ubeskriveligt

Kristian Bak Hansen er første danske VM-guldvinder i 13 år i håndværksfag.

Nordjylland har fået en ny verdensmester. Kristian Bak Hansen fra Hjørring vandt søndag VM i Skills for flisemurer ved finalerne i Lyon.

Nordjyden fik 737 point, og det var lige så mange som den østrigske deltager. Derfor fik både Kristian Bak Hansen og østrigeren hængt guldmedaljen om halsen.

- Det er ubeskriveligt, siger Kristian Bak Hansen dagen derpå over en telefonlinje fra Lyon.

Verdensmesteren, der til daglig er ansat ved Hæstrup Murerforretning, havde både mor, far, lillesøster og kæreste med til Lyon, hvor VM-guldet kom i hus.

- Der er ikke så meget, der er åbent i Frankrig om søndagen, så jeg fik ikke lige så mange øl, som jeg ville. Men vi fik alligevel lidt indenbords, siger Kristian Bak Hansen om VM-fejringen.

Kristian Bak Hansen i gang under konkurrencen, hvor badeværelset skal laves.

Mulig lønforhøjelse

Kristian Bak Hansen og de øvrige flisemurere har gennem fire dage arbejdet i 22 timer, hvor de har skullet arbejde på at lave et badeværelse. Det er blandt andet bruseniche, håndvask og gulv, der har skullet laves.

I perioden op til konkurrencen i Lyon har Kristian Bak Hansen haft omkring 2000 træningstimer ved EUC Nord. Her har han trænet forskellige scenarier, da den præcise opgave i Frankrig blev hemmeligholdt indtil en time før konkurrencestart.

- Jeg gik efter en podieplads, og det fik jeg jo. Det var sidste år, at jeg måtte være med, så det var fint lige at slutte af på den måde, lyder det ydmygt fra nordjyden, som henviser til, at VM i Skills har en aldersgrænse på 22 år.

Nu skal Kristian Bak Hansen tilbage til hverdagen, hvor han skal starte op igen hos Hæstrup Murerforretning.

- Der kommer nok nogle flere kunder i biksen, og så er der nok en lønforhøjelse. Det burde der være, siger Kristian Bak Hansen med et smil, som understreger, at han ikke har talt lønforhøjelse med mester endnu.

Dannebrog kunne tages på ryggen, efter VM-guldet kom i hus.

Hans nye titel er heller ikke gået ubemærket hen i lokalsamfundet. Mandag er flaget nemlig hejst for at fejre den nye verdensmester.


Borgere løb for livet: Regatta-skydere frifundet for alvorlig tiltale

De to 20-årige mænd, der var tiltalte for et skyderi på åben gade i Aalborg 25. august sidste år, frifindes for forsøg på manddrab.

To mænd er frifundet for forsøg på manddrab i forbindelse med et skyderi i Aalborg i august sidste år.

Det har Retten i Aalborg afgjort mandag morgen. Derfor er den ene af de to tiltalte fri til at gå. Så nemt går det dog ikke for den anden.

Skyderiet foregik i nærheden af Aalborg Havnefront, der denne aften var proppet med mennesker i forbindelse med Aalborg Regatta. Den, af de to 20-årige, der affyrede pistolen, er dermed kendt skyldig i at have voldt fare for andre menneskers liv og førlighed.

- Det er bevist, at tiltalte på hensynsløs vis har forvoldt nærliggende fare for adskillige menneskers liv eller førlighed, sagde dommeren i retten.

Den 20-årige er desuden kendt skyldig i to forhold om ulovlig våbenbesiddelse.

Dommere og nævningeting trækker sig nu tilbage for at tage stilling til strafudmåling.

Uenigt nævningeting

I forbindelse med skyldkendelsen lægges det til grund, at den 20-årige havde en konflikt med chaufføren af den sorte Volvo, og at han i den forbindelse havde anskaffet sig en pistol.

Det lægges dog til grund, at mødet 25. august var tilfældigt.

En dommer og fire nævninge mener, at tiltalte havde fundet det muligt og også accepteret, at de affyrede skud ville kunne ramme og medføre døden for chaufføren af den sorte Volvo.

To dommere og to nævninge ser anderledes på sagen. De mener ikke, det er bevist, at den tiltalte havde til fortsæt at dræbe chaufføren.

For at en tiltalt kan blive dømt i byretten, skal mindst fire nævninge og to juridiske dommere stemme for, at tiltalte er skyldig.

Et opgør i det kriminelle miljø

Skyderiet foregik 25. august sidste år, da den 20-årige sendte syv skarpe skud afsted mod en mand, der kørte i en sort Volvo. En mand som den 20-årige var i konflikt med.

Den 20-årige er medlem af GT-Gruppen, og føreren af den sorte Volvo er medlem af A12, der holder til ved Vangen i Nørresundby. Hvad der ligger til grund for konflikten, er der ikke nogen af de involverede, der har ønsket at oplyse under retssagen.

Det var kun den ene, af de to tiltalte, der affyrede pistolen, men de var begge tiltalt på lige vilkår, da anklagemyndigheden mente, at skyderiet var foregået i forening.

Den vurdering var størstedelen af nævningetinget dog ikke enige i, da skyderiet ikke var planlagt, men opstod spontant, da manden i den sorte Volvo passerede de to 20-årige, der gik på gaden.

Da manden i Volvoen så de to på gaden lavede han en u-vending og gassede op i retning mod dem.

Den 20-årige der affyrede pistolen, fortalte under sin vidneafhøring, at han var sikker på, at føreren af den sorte Volvo ville have kørt ham ned, hvis han ikke havde trukket pistolen og skudt.

TV2 Nord følger sagen og kommer med en opdatering, når strafudmålingen afsiges senere i dag.


Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord

Martin Jensen har opfundet et produkt, som nu har fundet vej til de nordjyske ambulancer.

Hans Kirk møder som paramediciner dagligt en udfordring, når han skal måle en patients hjerteaktivitet: Ledningerne til EKG-apparatet har det med at vikle sig sammen, når de har været pakket sammen.

De filtrede ledninger betyder, at ambulancepersonalet mange gange om dagen spilder sekunder.

- Det er jo ikke, fordi der er nogle patienter, der ikke har fået optaget et EKG på grund af filtrede ledninger, men vi har 216 akutkørsler hver dag, og omkring 150 af patienterne får sat ledninger på, så det er et lille irritationsmoment i vores dagligdag, siger paramediciner Hans Kirk, som er ansat ved Den Præhospitale Virksomhed under Region Nordjylland.

Derfor bad Den Præhospitale Virksomhed for to år siden nogle af deltagerne i innovationskonkurrencen nKNOWation, som uddannelsesinstitutionerne SOSU Nord og Tech College står bag, om at finde en løsning på problemet.

Den fandt industriteknikerlærlingen Martin Jensen i form af en klips, som hurtigt vikler ledningerne ud.

- Det er en skøn følelse, at man har skabt noget, andre er glade for, siger Martin Jensen.

Se indslaget her:

Har startet egen virksomhed

Om årets konkurrence kaster nye opfindelser af sig, må tiden vise. Social- og sundhedsassistenteleverne Emma Mølgaard og Freja Sif Knudsen fra SOSU Nord forsøger sammen med resten af deres gruppe - som også tæller elever fra Tech College - at løse udfordringen med at løfte patienters ben op i sengen.

I det arbejde kan det være nyttigt at trække på andres viden.

- Jeg synes, det er genialt. Der er kommet en masse bolde op i luften, og det er rigtig godt, at man kan kombinere forskellige ting, siger Emma Mølgaard.

- Det er fedt, at vi kan komplimentere hinanden og spille sammen på tværs af faggrupper, mener Freja Sif Knudsen.

I løbet af de seneste to år er klipsen fra innovationskonkurrencen blevet til et færdigt produkt, som nu bliver solgt igennem virksomheden Clipsable. Martin Jensen er ikke i tvivl om, at det har stor værdi at kombinere forskellige faggrupper, hvis man skal finde nye løsninger på velkendte problemer.

- Jeg har lært meget om, hvordan man kan tænke ud af boksen og finde løsninger, siger Martin Jensen, som er direktør i Clipsable.


Vild nordjysk narkosag: Læssede 195 kilo på lastbil med polske plader

To mænd ventes at tilstå i den opsigtsvækkende narkosag.

Mere end 250 kilo amfetamin, over 420 kilo hash og fire kilo kokain. 

Det er samlet set, hvad sagen handler om, når to mænd på 34 og 55 år mandag tager plads på anklagebænken i Retten i Aalborg.

På forhånd er der lagt op til, at de to mænd vil tilstå. Dermed har de to mænd udsigt til mange år bag tremmer i en sag, hvor de allerede sidder varetægtsfængslet.

Det fremgår af sagens oplysninger, at den 34-årige mand har været aktiv på en krypteret beskedtjeneste, når der skulle indgås narkohandler. Det er formentlig denne aktivitet, der også i sidste ende har medvirket til at fælde ham og hans 55-årige makker.

Kokain i kilovis

Ifølge sagen har den 34-årige mellem 30. november 2020 og 5. januar 2021 indgået aftaler via beskedtjenesten om leverance af fire kilo kokain. Kokainen blev leveret i Nordjylland 5. januar 2021.

På helt tilsvarende vis har den 34-årige i tiden mellem 16. januar 2021 og 8. marts 2021 handlet med minimum 421,5 kilo hash.

Den krypterede beskedtjeneste, hvor den 34-årige havde en anonymiseret profil, blev også brugt, da han 22. juli 2020 modtog mindst 50 kilo amfetamin.

195 kilo amfetamin i kassevogn

Helt anderledes store mængder var der tale om 6. februar i år, hvor begge mænd var involveret i håndtering af 195 kilo amfetamin.

Det fremgår af sagens oplysninger, at den 34-årige mand havde stået for at få læsset de mange kilo af det hvide pulver på en kassevogn på polske plader.

Lastbilen kørte til Hvidovre, hvor den 55-årige mand tog imod leverancen og bevogtede de 195 kilo amfetamin, indtil narkoen blev sendt videre på en anden bil.

Narkolager i Hals

Den 55-årige mand har desuden lagt inde med en stor mængde amfetamin på en adresse i Hals.

Her fandt politiet 12. marts i år 7,4 kilo amfetamin gemt i et skud ved en lejlighed i byen. Derudover har den 55-årige også været i besiddelse af 275 gram hash på adressen i Hals.

Som sagt er der lagt op til, at begge mænd vil tilstå.


Skræmmende politijagt i Aalborgs gader: Ramte 100 kilometer i timen

To unge mænd forsøgte i går på deres crossere at flygte fra politiet. Det ledte til en kort og hidsig jagt gennem Aalborg.

To unge mænd på 17 og 23 år kan se frem til flere bøder for et større antal færdselsovertrædelser i Aalborg søndag aften.

For da Nordjyllands Politi klokken 21:24 kommer ud til de to unge mænd på Vendelbogade, da de modtager et opkald fra en borger der mente, at de kørte uhensigtsmæssigt, valgte de at flygte frem for at tale med politiet.

Det førte til en hidsig jagt gennem Aalborg, som blandt andet kom forbi Prinsensgade og Sønderbro, inden politiet foretog anholdelsen af de to unge mænd klokken 21:28.

Se billederne efter den hidsige jagt.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Politiet fik ikke præcist målt farten på de to crossere, men i politiets egne biler kom man op på omkring 100 kilometer i timen.

De to unge mænd blev tidligt på morgenen løsladt fra politiets varetægt.

- De er blevet sigtet for rigtig mange færdselslovovertrædelser og kan se frem til rigtig mange bøder. Nu skal vi have en jurist ind, for at se om der er grundlag for at beslaglægge deres køretøjer, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi og tilføjer.

- Vi tænker umiddelbart ikke at de skal fremstilles for retten, da der ikke var nogen der kom til skade.

Begge unge mænd kommer fra Aalborg.