Amfetamin-pushere fældet af deres eget regnskab
En kvinde på 40 og en mand på 32 år har tænkt sig at tilstå, når de efter planen møder op i retten i Hjørring torsdag til en sag, hvor de til dels er blevet fældet af deres eget narkoregnskab.
De to, som bor under samme tag i Frederikshavn, blev taget for knap et år siden og blev fundet i besiddelse af en større mængde amfetamin.
Politiet slog til mod de to 14. april sidste år hen mod midnat, og her fandt politiet dem i besiddelse af mere end 150 gram amfetamin, tre digitalvægte og nogle zip-poser af den type, som ofte bruges til narko.
Det fremgår af sagens oplysninger, at de to også havde været omhyggelige med at føre regnskab over narkohandlen.
Det lyder jo meget godt, at der er styr på tingene, men når politiet kommer, er det knap så godt, for på grundlag af regnskaberne er de to også sigtet for at have solgt 70 gram amfetamin tidligere den dag, da de blev anholdt.
Som nævnt er der lagt op til, at de to vil lægge kortene på bordet og tilstå det hele, når de tager plads på anklagebænken.