Venstre-politiker i skarpt angreb: Borgmesteren talte usandt i byrådssalen
Foto: Foto: Henriette Maj Pedersen
Byrådsmedlem i Frederikshavn Jens Borup (Venstre) anklager borgmester Birgit S. Hansen for bevidst ikke at tale sandt i byrådssalen.
Byrådsmedlem i Frederikshavn Jens Borup (V) anklager borgmester Birgit S. Hansen (S) for bevidst ikke at tale sandt i byrådssalen.
Der var ikke andre muligheder end at Frederikshavn Kommune - og dermed skatteborgerne, skulle overtage den nødlidte Frederikshavn Havn.
Det indtryk har borgmester Birgit S Hansen (S) gentagne gange givet offentligheden.
TV2 Nord kan nu afsløre, at borgmesteren i to år har vidst, at der var en anden mulighed.
Nemlig den at kommunen blot skød penge i havnen – uden at overtage den. Men de planer afviste borgmesteren flere gange i byrådssalen med den begrundelse: at det ville være ulovligt.
Det er dog ikke korrekt.
Frederikshavn Kommune kunne helt lovligt sende penge til havnen, der var i akut pengenød.
Og det vidste borgmesteren godt.
Det har hun nemlig selv drøftet med kommunaldirektøren og havnebestyrelsen siden 2022.
Man fik jo fremlagt det sådan, at man ikke havde andre muligheder end at gå fra en selvstyre havn til en kommunal havn
Steen Bønsing, professor, juridisk institut, Aalborg Universitet
- Det kan man ikke, Jens
Forslaget ligger i den handlingsplan, som Frederikshavn Havn fik udarbejdet tilbage i juni 2022 af advokatfirmaet DLA Piper, og var allerede dengang et bud på, hvordan havnens ejer kunne hjælpe havnen med at skaffe tiltrængt likviditet.
Det viser hidtil mørklagte dokumenter, som TV2 Nord er kommet i besiddelse af.
Dokumenter som er blevet sorteret fra i de aktindsigter, som TV2 Nord tidligere har søgt hos Frederikshavn Kommune.
Alligevel blev forslaget kaldt ulovligt og skudt til hjørne, da byrådsmedlem Jens Borup fra Venstre foreslog selvsamme model i et sidste forsøg på at undgå, at den kommunale selvstyrehavn blev overdraget til kommunen.
Jens Borups forslag fik en hård medfart af borgmesteren i byrådssalen, hvor det lød sådan her:
- Og så må jeg bare sige, at det har vi undersøgt, om vi må sende nogle penge ned i havnen endsige stille en garanti for at de kunne fortsætte. Det må man ikke, det er ikke juridisk medholdedeligt. Så det kan man ikke Jens, sagde borgmesteren.
Hun forklarede, at hun havde rådført sig med kommunaldirektør Thomas Eriksen om forslaget forud for byrådsmødet.
Drøftede forslag i 2022
TV2 Nord kan nu afsløre, at hun og de øvrige medlemmer af økonomiudvalget i Frederikshavn allerede to år tidligere kunne læse om netop det forslag som en redningsplanke for Frederikshavn Havn.
Helt præcis 13. juni 2022 fik de involverede kommunalpolitikere nemlig DLA Piper rapporten at se.
Rapporten, der er udarbejdet af havnens advokatfirma, skriver som et af seks forslag, at det ville være en mulighed, at kommunen søgte tilladelse til at sende penge til havnen som en engangsoverførsel.
Kommunaldirektør Thomas Eriksen gik videre med forslaget og undersøgte om, det kunne være en reel mulighed.
Tilbage i oktober 2022 fandt han ud, at kommunen godt måtte skyde penge i havnen, hvis man søgte og fik lov af Transportministeriet.
En måned senere nemlig i november 2022 blev forslaget igen drøftet, det skete på et møde mellem havnens formand, direktør, borgmesteren og kommunaldirektør.
Der bliver i følge TV2 Nord oplysninger aldrig søgt Transportministeriet om lov til at tilføre havnen penge fra kommunen.
Professor er rystet
Sten Bønsing er professor ved Aalborg Universitet, og han forsker i forvaltningsret, embedsmænds pligter og ansvar og korruption, og så har han fulgt sagen fra Frederikshavn og havnen tæt.
Han forstår ikke borgmesterens håndtering af havne-sagen generelt og Jens Borups forslag specifikt.
Dels fordi forslaget ikke var ulovligt, og dels fordi borgmesteren og kommunaldirektøren godt vidste det.
Det var med andre ord ikke ny viden for Birgit S. Hansen og Thomas Eriksen.
- Det ville da også være mærkeligt, hvis man var så dårligt funderet på, hvad reglerne er for at drive en havn, siger han og tilføjer, at det undrer ham, at byrådet ikke bliver informeret om de andre muligheder, der er for havnens fremtid end den, borgmesteren påstår på det møde, hvor man i realiteten omdanner havnen.
- Man fik jo fremlagt det sådan, at man ikke havde andre muligheder end at gå fra en selvstyre havn til en kommunal havn, og det er ikke rigtigt, der var masser af muligheder, siger Sten Bønsing.
Blandt mulighederne var netop Jens Borups forslag om sende penge til havnen uden samtidig at gøre den kommunal.
- Det virker utænkeligt, hvis man ikke er klar over, at der er flere muligheder end det, man påstår over for kommunalbestyrelsen, og jeg synes, man bliver rystet, når man finder ud af, hvad der foregår. Der er det ene lovbrud efter det andet, og det er utroligt, hvad der er truffet af forkerte beslutninger, lyder det fra Sten Bønsing.
Forslaget blev nedstemt
I dag er Venstres byrådsmedlem forundret over, at kommunen allerede for to år siden undersøgte den mulighed, som han i maj i år fik at vide ikke var lovlig og dermed ikke kunne lade sig gøre.
På byrådsmødet i maj forlangte Jens Borup at få sit forslag til afstemning.
Ingen af de øvrige 28 politikere i byrådet stemt for det, som borgmesteren præsenterede som et ”ikke lovligt medholdeligt forslag”.
Dermed gik det, som det gjorde: Et flertal i byrådet nikkede ja til, at den kommunale selvstyrehavn overgik til helt og holdt at være kommunal. Det skete officielt 15. maj 2024. Og med overdragelsen fulgte en milliardregning til kommunens skatteborgere.
Erkender dårlig rådgivning
Få uger efter Jens Borups forslag blev stemt ned som ulovligt, erkender kommunaldirektør Thomas Eriksen i et notat til byrådet, at forslaget om at føre penge fra kommunen til havnen ikke var ulovligt, og borgmesteren var blevet rådgivet forkert. Kommunen kunne have søgt ministeriet om lov til at overføre penge.
Venstres Jens Borup er rystet over de nye oplysninger, og han mener, det bør have konsekvenser for borgmester Birgit S. Hansen og kommunaldirektør Thomas Eriksen.
- Jeg er dybt forundret over, at en kommunaldirektør og en borgmester kan lyve så meget på et byrådsmøde, siger Jens Borup.