Vendsyssel FF får ny direktør - med musisk baggrund
Lars Glinvads ambition er at få Vendsyssel FF i Superligaen inden for tre år.
Det er en velkendt person for Vendsyssel FF-fansene, som per dags dato kommer til at sidde i direktørstolen for 1. divisionsklubben. Lars Glinvad er nemlig ny direktør i Vendsyssel FF.
Han stoppede senest i klubben i 2020, men nu overtager stillingen fra Søren Als Christiansen, der har valgt at fratræde som direktør.
- Jeg ser frem til at vende tilbage til klubben og fodboldbranchen. Fodbold kan altså bare noget, som ikke ret mange andre brancher kan, siger Lars Glinvad, da TV2 Nord fanger ham, kort før han skal til sit første møde som ny direktør.
- Der er et enormt fællesskab og en tro på - undskyld mig udtrykket - at pisset kan lykkes. Det gælder både inden for kridtstregerne, men også uden for kridtstregerne fortsætter han.
Lars Glinvads CV
- Lars Glinvad har været fire år i AaB som salgschef, hvor han havde ansvaret for klubbens sponsorer. Her var han frem til 2018.
- Da Vendsyssel FF i 2018 rykkede op i Superligaen, tiltrådte han som direktør i klubben og var der frem til 2020.
- I marts 2020 startede han som CCO i Musikkens Hus, hvor han ligeledes havde ansvaret for det kommercielle.
- Nu vender Lars Glinvad så tilbage som direktør i Vendsyssel FF per 3. oktober 2022.
Ambitionen er Superliga-bold
I Vendsyssel FF får Lars Glinvad ansvaret for det kommercielle. Dog glæder den nye direktør sig også til at "komme ud at få noget frisk luft" på stadion.
- Jeg skal sørge for, at dem der kommer på stadion får en oplevelse, og så skal jeg få skabt noget omsætning, så vi kan få det gelejdet over i den sportslige sektor, så vi kan forstærke holdet yderligere og komme i Superligaen igen, siger Lars Glinvad.
Og den nye direktør gider ikke at vente 10 år.
- Vi har holdet til det, og vi har organisationen til det, så ambitionen er, at vi er tilbage i Superligaen inden for tre år, siger den nytiltrådte direktør.
Lars Glinvad kommer til fra en stilling som kommerciel chef i Musikkens Hus, og allerede inden hans tiltrædelse har Vendsyssel FF så småt fundet melodien.
Lørdag vandt den nordjyske klub 4-1 over FC Helsingør, og med sejren er holdet nu femmer i NordicBet Ligaen.
Vendsyssel FF har fem point op til Vejle, som indtager førstepladsen.