Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Udspil: Slut med direkte tog mellem Frederikshavn og København

Regeringens forslag om at indføre batteridrevne tog i størstedelen af Vendsyssel udelukker, at DSB i fremtiden igen kan lade et antal landsdækkende tog starte og slutte i Frederikshavn.

Mens rigtig mange diskuterer regeringens forslag om at bygge en ny Limfjordsforbindelse via Egholm, er der meget mindre fokus på et andet element i trafikudspillet, som også kan få konsekvenser for nordjyderne: Hvis udspillet gennemføres i uændret form, vil det nemlig for altid være slut med direkte tog mellem Frederikshavn og København.

Tidligere fortsatte et antal af de nationale tog til Frederikshavn, mens andre sluttede turen i Aalborg-området. Siden 2019 har ingen DSB-tog kørt til og fra Frederikshavn, fordi et nyt signalsystem er forsinket. Forsinkelsen har den konsekvens, at et togskifte i øjeblikket altid er nødvendigt, hvis man skal rejse mellem en station uden for Nordjylland og eksempelvis Hjørring eller Frederikshavn.

Fremtidens DSB-tog kan ikke køre til Frederikshavn.

Peter Hvilshøj, administrerende direktør, Nordjyske Jernbaner

Region Nordjylland har hele tiden forudsat, at der på et tidspunkt igen ville komme landsdækkende tog til og fra stationerne i Vendsyssel.

Ifølge regeringsudspillet lægges der imidlertid op til, at de tog, der skal køre nord for Lindholm, skal være batteridrevne, mens der netop er bestilt nye elektriske tog til hovedstrækningerne.

- Og det er det samme som at sige, at køreledningerne til el-drevne tog op gennem Vendsyssel pilles ud af planerne, og at fremtidens DSB-tog ikke kan køre til Frederikshavn, siger Peter Hvilshøj, administrerende direktør i Nordjyske Jernbaner.

Ladestationer kan måske være løsningen

Den nuværende aftale med staten om, at Region Nordjylland - med Nordjyske Jernbaner som entreprenør - står for den lokale togdrift i det meste af Vendsyssel, udløber til december. Regionen har ønsket den forlænget frem til 2030. Det tidspunkt var valgt, netop fordi man forventede, at de el-drevne nationale tog til den tid igen ville kunne køre helt til Frederikshavn. I mellemtiden skulle Nordjyske Jernbaner som en del af aftalen køre - som man gør i dag - de afgange i Vendsyssel, som DSB ellers i skiftende trafikaftaler har været bundet op på til køre til og fra Frederikshavn.

I udspillet fra regeringen lægges der op til, at aftalen om nordjysk styret regional togdrift i Vendsyssel forlænges til 2030, som regionen ønsker det. Men samtidig foreslås det altså, at strækningen fra Lindholm og nordpå skal betjenes "på en anden, både billigere og mere fleksibel måde," nemlig med batteridrevne tog.

Regionsrådsformand Ulla Astman (S) vil nu kontakte partiernes transportordførere for at drøfte de spørgsmål for togtrafikken i Nordjylland, som regerings-udspillet rejser. Hun har tidligere mange gange argumenteret for vigtigheden af, at der også i fremtiden bliver direkte togforbindelse mellem Frederikshavn og København.

Regerings-udspillet lægger op til, at der etableres ladestationer til de batteridrevne tog i Hjørring og Frederikshavn. Det kan formentlig, vurderer Peter Hvilshøj, sikre driften i hele Vendsyssel. Dog vil man muligvis foreslå, at der på grund af afstanden også bliver en lademulighed i Skagen.

Sandsynligvis forudsætter projektet, at Nordjyske Jernbaners ikke så gamle diesel-drevne tog skal skiftes ud.

- Der er dog dem, der mener, at vore tog kan ombygges til batteridrift, men det er endnu uafklaret, siger Peter Hvilshøj.


Billigt flyselskab trækker sig: Populær flyrute i fare for at lukke

Foto: Josep Lago, Scanpix

Ender det sådan, er det til stor ærgrelse for lufthavnsdirektøren.

Det kan efter nytår være slut med at tage en smuttur til den populære storby London fra Aalborg.

Ifølge flymediet Check-in, er lørdag 29. marts nemlig sidste dag, hvor flyselskabet flyver mellem Aalborg og London efter syv og et halvt år.

Lufthavnsdirektør, Niels Hemmingsen, kan endnu ikke be- eller afkræfte, om flyselskabet stopper sine ruter fra lufthavnen. Han påpeger dog, at der ikke er flere billetter til salg til London og til Girona fra marts næste år.

- Jeg har ikke fået en endelig bekræftelse fra Ryanair, men der er nok en overvejende sandsynlighed for, at de lukker dem, konstaterer han til TV2 Nord.

Er i dialog med andre

Ender det sådan, er det til stor ærgrelse for lufthavnsdirektøren.

- Det er altid ærgerligt at miste stabiliteten til to destinationer, og London ligger jo højt på listen og er attraktivt, siger han.

Selvom det endnu ikke er bekræftet hvorvidt det irske lavprisflyselskab lukker sine ruter, er Aalborg Lufthavn allerede nu i gang med at finde alternative flyselskaber til ruten til London.

- Vi er i fuld gang med at være i dialog med andre, for at få et overblik over hvilke muligheder, der er for at genetablere forbindelsen, forklarer han.

Lufthavnsdirektøren er træt af, at han endnu ikke har hørt noget, men han påpeger, at luftfarten generelt er udfordret for tiden.

- Mange flyselskaber mangler kapacitet, fordi der generelt mangler kapacitet i markedet, og så har vi også den her passagerafgift, der træder i kraft 1. januar næste år, som får store konsekvenser, afslutter han.


Nordjyderne elsker dem, men det gør ingen andre

Man er godt i gang med pebernødde-bageriet, selvom vi endnu ikke er gået ind i december måned.

Københavnerne kan ikke fordrage dem, og støder du på dem derovre, så er forklaringen simpel: Det er nordjyder, som er flyttet dertil, der har medbragt den lille, knasende spise.

Det er selvfølgelig de vendsysselske pebernødder, der er tale om.

For selvom nordjyderne er helt vilde med de vendsysselske pebernødder - som i øvrigt laves i Thy - er de altså alene om det.

Det fortæller Jesper Lukassen fra Nordthy.

- Det er kun nordjyderne, der er flyttet ud andre steder i Danmark, der vil have dem i resten af landet, ellers er det kun nordjyder, forklarer han.

Fakta

I 1952 investerede bageriet i Hjørring i en maskine til at forme pebernødderne – og sætte dem af på bageplader. Denne maskine er stadig i anvendelse her hos Jensen Brød i 2024.

I 1979 blev bageriet i Hjørring slået sammen med Brødfabrikken på Grønlandsvej i Frederikshavn, og maskinen blev flyttet til Frederikshavn – hvor produktionen af de Vendsysselske Pebernødder foregik frem til cirka 1990-91, hvor dette bageri blev lukket ned.

I 1991 købte Jensen Brød maskinen, recepten og alle rettigheder til de Vendsysselske Pebernødder, og har siden været stolt leverandør til de rigtig mange loyale og trofaste nordjyder, der hvert år står klar til at købe de første Vendsysselske Pebernødder, når de rammer butikkerne.

I 2016 blev Vendsysselske pebernødder kåret til verdens bedste pebernødder af Dansk Julemands Laug.

Godt med i år

De vendsysselske pebernødder bygger på en lang tradition, der kan spores helt tilbage til 1800-tallet, og den dag i dag er de stadig nordjydernes foretrukne.

Dengang var pebernødderne en slags ”rest-dej”, som man krydrede(pebrede) med de forhåndenværende krydderier, som var brugt, når man havde bagt rugbrød i den store ovn på gårdene.

Restdejen blev så trillet til kugler og blev bagt ved den rest-varme, der var i ovnen efter rugbrødsbagningen.

Hos Jensen Brød i Aalborg, der laver de vendsysselske pebernødder, er man godt i gang med pebernødde-bageriet, selvom vi endnu ikke er gået ind i december måned.

Faktisk er man så godt med, at de to ovne ikke kører hver dag. Det oplyser Ole Vittrup, der er kommerciel chef ved Jensen Brød til TV2 Nord.


Redningsarbejde i fjorden - en person er muligvis druknet

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

I Aalborg er et redningsarbejde i øjeblikket i gang.

En række udrykningskøretøjer er her til morgen hastet til Honnørkajen i Aalborg.

Det skyldes, at der klokken 7.00 kom en melding om en mulig drukneulykke i fjorden, og derfor er beredskabet nu til stede med både en redningshelikopter og en båd for at undersøge den mulige drukneulykke.

Det bekræfter Nordjyllands Beredskab til TV2 Nord.

TV2 Nord arbejder på at få en kommentar fra beredskabet, men det har endnu ikke været muligt, da beredskabet og indsatslederen i skrivende stund er optaget af redningsarbjedet.

Ifølge TV2 Nord kilder på stedet, er en person blevet fundet og hastet til traumecentret på hospitalet i Aalborg. Tilstanden er ukendt, og informationen er endnu ikke bekræftet af beredskabet.

- Da personen blev fundet blev der påbegyndt livreddende førstehjælp og derefter er manden kommet på sygehus. Hans tilstand er ukendt, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Thomas Ottesen.

Omstændighederne forud for redningsaktionen er endnu uklare.

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Arbejde med kystsikring ved turistmagnet går i gang

Enorme mængder sand bliver lagt ud for at kystsikre toppen af Danmark.

I Skagen er arbejdet med at beskytte den udsatte kyststrækning gået i gang.

Både ved Det Grå Fyr og ved Damstederne er man begyndt at sikre området med massive mængder af sand, for at sikre området mod både havet og det vilde vejr, som gør truslen for stormfloder større end hidtil.

- For at ruste os mod kysternes tilbagerykning har vi afsat 1,1 milliarder kroner de kommende år til sandfodring og investeringer i kritiske kystsikringsanlæg på Vestkysten. Det skal opretholde sikkerhedsniveauet for beboerne i de udsatte områder, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).

Både Det Grå Fyr og Damstederne ligger på den østlige side af Skagen, men her er havet i gang med at erodere stranden, og der kommer gradvist til at mangle sand flere steder. Derfor bliver der lagt 130.000 kubikmeter sand ud for at stoppe bølgerne.

Udgifterne til projektet i Skagen fordeles 50/50 mellem Staten og Frederikshavn Kommune i fællesaftalen for Skagen. Projektet der er i gang i øjeblikket vil beløbe sig til ca. 7,5 mio. kr.

FAKTA

• Med klimatilpasningsplan 1 afsættes 1.142 milliard kroner til sandfodring (i perioden 2025-2029), som skal beskytte store dele af den jyske vestkyst. Indsatsen finansieres af staten og de lokale kommuner.

• Uden sandfodring vil cirka 10.000 ejendomme med en samlet ejendomsværdi på cirka 13,6 milliarder kroner være truet af erosion og oversvømmelse inden for en 25-årig tidshorisont. 

• Staten har siden 1983 bidraget til beskyttelsen af dele af den jyske vestkyst via fællesaftaler med kommunerne.

• Fra 1954-1995 var der en tilbagerykning af kysten på cirka 160 meter. Tilbagerykningen har været stoppet siden 1995.

• Udover sandfodring ejer staten en række infrastrukturanlæg på den jyske vestkyst, som blandt andet har til formål at beskytte mod havets påvirkning. Disse istandsættes og vedligeholdes løbende.

Kilde: Miljø- og ligestillingsministeriet.


Talitha og hendes skolekammerater på Frederikshavn Gymnasium vil have mere bæredygtige gymnasiefester. Genanvendelige plastikkopper til øl er svaret.

 70 unge fra ungdomsuddannelser rundt omkring i Nordjylland var i dag samlet i Aalborg Kongres- og Kulturcenter til ”Bæredygtighedsmødet 2024”.

Det er afslutningen på et projekt, som Region Nordjylland har sat i søen. 14 grupper har arbejdet med bæredygtighed, og i dag skulle det bedste projekt findes og kåres. Præmien lyder på 10.000 kroner til at føre de bæredygtige ideer ud i livet.