Stor nordjysk virksomhed flyttede produktion til Tjekkiet - nu er domicilet solgt
Den maritime servicevirksomhed VMS Group A/S i Frederikshavn har opkøbt Roblons tidligere domicil på Nordhavnsvej i Frederikshavn.
Købet er betinget af en miljøgodkendelse, men administrerende direktør i VMS Group forventer, at den kommer i hus helt gnidningsfrit.
Dermed ser det ud til, at VMS Group overtager Roblons gamle lokaler. Det betyder en udvidelse af både værkstedsfaciliteter og administration. Med købet af de nye lokaler kan virksomheden på Nordhavnsvej i Frederikshavn føje yderligere 2.900 kvadratmeter til de eksisterende værkstedsfaciliteter på Havnepladsen 14.
- Det er en markant understregning af, at vi hører hjemme i Frederikshavn. I en tid, hvor flere danske virksomheder flytter deres produktion til udlandet, vil vi gerne markere, at vi har tænkt os at blive her, hvor vi hører hjemme, siger administrerende direktør Kim Bengtsen og tilføjer:
- Det gælder også, selvom vi fortsat forfølger en ambitiøs vækststrategi og forventer at åbne yderligere afdelinger i udlandet indenfor de næste år,
Flytter snart ind
På Havnepladsen 14 lejer VMS Group sig ind hos Frederikshavn Maritime Erhvervspark, FME, og råder her over 3.600 kvadratmeter værksted, hvor virksomheden blandt andet reparerer og vedligeholder dieselmotorer, gear og propeller samt reparerer og afbalancerer turboladere til skibsmotorer.
I 2021 meddelte Roblon, at de havde købt den tjekkiske virksomhed Vamafil i Žďár nad Sázavou, og de i den forbindelse ville flytte dele af produktionen til den tjekkiske by.
Roblon-domicilet blev sat til salg i forbindelse med, at Roblon besluttede at samle sine aktiviteter i Gærum, og efter at have set på flere lokaliteter i hjembyen faldt valget for VMS Group altså på den markante bygning, der blev opført i 2003.
Hvis alt går efter planen, flytter VMS Group ind inden udgangen af 2023.
Fakta om VMS Group A/S:
VMS Group A/S dækker et bredt spektrum af kompetencer, salg og serviceydelser indenfor den maritime verden og offshore branchen.
Virksomheden har hovedsæde i Frederikshavn og har datterselskaber i Brasilien og i Namibia. Virksomheden beskæftiger ca. 200 medarbejdere i Frederikshavn.
Med de internationale afdelinger beskæftiger VMS Group flere end 300 medarbejdere.
Med overtagelsen af det nye domicil på Nordhavnsvej råder VMS i Frederikshavn nu over samlet 6.500 kvadratmeter værkstedsfaciliteter.
Blandt VMS Group’s kerneydelser er:
Reparation og vedligehold af gear, propeller og dieselmotorer.
Reparation, vedligehold og afbalancering af turboladere til skibsmotorer.
Salg af reservedele samt nye motorer og gear.
Design og projektledelse.
Overtagelsen af domicilet på Nordhavnsvej 1 betyder, at VMS Group fremover vil være til stede på fire adresser i Frederikshavn. Foruden værkstederne på Havnepladsen har VMS også en lagerbygning, inklusive kontorfaciliteter, på 1.500 kvadratmeter på Nordhavnsvej 10 samt en testhal til afprøvning af store motorenheder og generatoranlæg på Sandholm.