Kort Nyt

Stoffer, vold og uorden: Gør status på Hellerup-ugen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Uge 29 - eller Hellerup-ugen, som bliver omtalt - gør, at der er rigtig, rigtig mange mennesker i Skagen. 

Med mange mennesker og et vist indtag af alkohol har Nordjyllands Politi været oppe på dupperne og er massivt til stede i byen i uge 29 og sommeren over. 

- Det spænder bredt, hvad der har været af sager for os. Det, der fylder mest, er brud på ordensbekendtgørelsen. Der har også været nogle mistænkelige forhold, brugstyveri af cykler, euforiserende stoffer og et par voldssager, fortæller politikommissær hos Nordjyllands Politi Michael Karstenskov og fortsætter:

- Den ene af voldssagerne har også resulteret i, at der er en person er blevet varetægtsfængslet i fire uger. 

Men selvom det kan lyde af meget, har det overordnet set foregået stille og roligt i Skagen.

- Det er på samme stadie som sidste år, men det er også vigtigt at sige, at én voldssag er altid 'en voldssag for meget. Dem, der har været, efterforsker vi massivt, så en eventuel gerningsmand kan blive straffet for det, siger politikommissæren. 

Massivt til stede

I uge 29 - og i andre uger i løbet af sommeren - har politiet en midlertidig politistation på havnen i Skagen. 

Med en station, sammen med en patruljering og synlighed, er håbet, at det har en forebyggende effekt på, at der sker knap så mange negative sager.

- Vi har været massivt til stede både til lands og til vands, og det, tror vi, er en del af forklaringen på, at det har kunnet neddrosle mulige sager, siger Michael Karstenskov og fortsætter:

- Vi stikker også hovedet ind hos forretningsdrivende for at vise, at de kan tage fat på os, hvis der er behov for det. Synligheden er vigtig, så vi kan minimere antallet af alvorlige sager. Hvis vi kan holde det nede på uorden, er vi tilfredse, og det håber vi også, at skagboerne er.

Her var Motorstyrelsen i aktion under festugen.

Center ikke på finansloven - risikerer at lukke

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

Mette Frederiksen modtager kongelig orden

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag modtaget en orden fra Kongehuset. Det skriver nordjyden på Instagram.

- Jeg er derfor nu udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen. Det er første gang, en socialdemokratisk statsminister modtager en orden, skriver Mette Frederiksen i sit opslag.

Brand på altan spredte sig til lejlighed

Nordjyllands Beredskab blev fredag aften kaldt ud til en brand i en lejlighed på Olfert Fischers Gade i Aalborg.

Den første melding lød, at der var ild i møbler på lejlighedens altan.

Da beredskabet kom frem, havde ilden spredt sig til lejlighedens soveværelse.

- Vi er færdige på stedet. Vi har tilkaldt skadeservice til den brandramte lejlighed, skriver Nordjyllands Beredskab på X.

Nordjyderne er vilde med omstridt handelsplatform - nu sendes den i skammekrogen

Nordjyderne er vilde med Temu, og der er muligvis en ting eller to derfra på ønskelisten til jul. Hvis du bruger app'en Ønskeskyen til at lave din ønskeliste, vil du dog ikke længere finde Temu på deres inspirationslister - for de har nu indført et delvist og midlertidigt boykot.

Den kinesiske handelsplatform er hurtigt blevet en af danskernes foretrukne steder at shoppe online, og det ses tydeligt på mængden af Temu-ønsker i Ønskeskyen, der har rundet 300.000.

- Vi vil ikke inspirere folk til at købe mere fra Temu. Vi ved fra undersøgelser og fra brugere, at mange af varerne ikke lever op til forventningerne, og det er en udfordring for os, hvis forbrugere har fundet inspirationen til at købe disse produkter i vores inspirationsunivers, siger Ønskeskyens kommercielle direktør Morten Bjørn Mortensen til TV 2.

Sommerhus brød i brand

Der gik fredag eftermiddag ild i et sommerhus ved Slettestrand. Det oplyser Nordjyllands Beredskab på X.

- Vi er fremme og kan bekræfte, at det er noget af taget, som brænder. Vi har indsat røgdykkere, skrev beredskabet først på det sociale medie.

Vagtchef René Kortegaard fra Nordjyllands Politi fortæller, at branden muligvis er opstået, efter at der er blevet brændt tagpap på sommerhuset.

Kort efter klokken 17 sendte Nordjyllands Beredskab en opdatering.

- Branden er slukket og køretøjerne har vendt snuden hjem, lød det.

Der var ingen mennesker i huset, da branden brød ud.