Skråt tag i Frederikshavn i Folketinget
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det er taget her, der tager udsigten.
En gruppe naboer i Frederikshavn har klaget til Folketingets ombudsmand, fordi kommunen ikke har fået en beboer i området til at fjerne en ulovlig tagkonstruktion, der tager udsigten.
I bydelen Kilden i Frederikshavn er der skrappe regler for, hvordan tagene må se ud på de 14 huse. I 70'erne indførte kommunen nemlig strikse deklarationer, så beboerne altid kunne være sikre på, at der var udsigt over Kattegat. Det er gået fint med skiftende husejere i alle årene, indtil en af dem byggede en højere hældning på taget.
Kommunen fik i juni måned forrige år en dom for, at man skulle have stoppet tagbyggeriet, men der er intet sket, og nu vil naboerne have Folketinget ind i sagen.
Det er fire år siden, det ulovlige tag blev opført, og altså mere end et år siden, at byretten afgjorde, at det var ulovligt.
Beboerne i området er ved at miste tålmodigheden. Grethe og Karl Erik Jakobsen købte for 44 år siden huset på Vegavej med sikkerhed for udsigt, men det er slut.
- Det er forfærdeligt og rigtig træls. Det er jo noget, man går og spekulerer på hele tiden. Vi har altid kunnet se til Læsø herfra. Det kan man kun nu, hvis man er i nærheden af 180 centimeter høj, siger Karl Erik Jakobsen.
Naboerne åndede lettet op, da de i juni forrige år fik byrettens dom for, at tagrejsningen var ulovlig, og at kommunen skulle standse al videre byggeri. Men der er altså ikke sket noget, og nu har naboerne klaget til Folketingets ombudsmand.
Frederikshavn Kommune erkender selv, at sagsbehandlingen har trukket ud.
- Det er rigtigt. Det har taget rigtig lang tid at få det på plads og få den dialog op og stå med ham, der ejer huset derude, siger Boie Frederiksen, centerchef i Teknik- og Miljøafdelingen i Frederikshavn Kommune.
Ifølge centerchefen er sagen kompleks, for tagbyggeren må selv vælge, om han vil søge en såkaldt fysisk lovliggørelse eller en retslig lovliggørelse. En retslig lovliggørelse er, at ejeren får en dispensation, mens en fysisk lovliggørelse betyder, at ejeren rent faktisk ændrer på konstruktionen på taget, så det måske kan blive lovligt.
- Vi går ikke efter nogen bestemt løsning. Vi vil bare gerne have afdækket alle løsningsmuligheder, sådan at vi giver vores politikere det bedste beslutningsgrundlag, siger centerchefen.
Kommunen står til at miste et større beløb i sagsomkostninger og erstatning til begge parter i sagen, men Boie Frederiksen afviser, at det for kommunen handler om at trække tiden for at spare penge.
- Vi vil bare have den rigtige løsning, siger han.
Karl Erik Jakobsen har sit eget bud på, hvorfor sagen trækker ud.
- De taber anseelse i kommunen. Det gør man, fordi man laver en stor fejl uden at rette op på den, siger husejeren, der har mistet udsigten, efter at det nye tag er opført.
Centerchefen håber, at der bliver truffet en beslutning i september.
TV2Nord har talt med husejeren, der har bygget den omstridte hældning på taget. Han ønsker dog ikke at stille op til et interview, så længe sagen ikke er afgjort.
Hør, hvad formanden for Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune, Anders Brandt Sørensen, siger til sagen her: