Russisk hockeyspiller flytter hjem: - Jeg tror ikke, børnene forstår det endnu
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Efter fem og et halvt år hos Frederikshavn White Hawks, flytter den tidligere hockeyspiller og nuværende træner, Alex Bumagin, hjem til Rusland og Moskva.
Det beretter Kanal Frederikshavn.
Da den 37-årige russer sidste år rev sit korsbånd over, startede klubben en indsamling for at beholde ham i klubben. Det gjorde man blandt andet, da man ikke ville risikere, at han ville komme med i krigen i Ukraine.
- Det håber jeg ikke. Det er jeg for gammel til. Jeg håber, at jeg kommer til at leve et så normalt liv som muligt i Moskva, selv om det ikke bliver let, siger hovedpersonen nu om udsigterne til at rejse hjem til Rusland og med risikoen for at blive sendt i krig.
Skal hjælpe familien
Da Alex Bumagin flyttede til Frederikshavn, var han allerede gift og havde tre børn. Familien skal også med og regner også med, at det bliver lidt af en omvæltning for børnene.
- Jeg tror faktisk ikke helt, at de forstår det endnu. De er små børn og tænker ikke så meget over det endnu, men det kommer senere, siger han.
Selvom han og familien er glade for Frederikshavn i Danmark, så er forældrene hjemme i Moskva grunden til, at Bumagin og familien rykker til den russiske hovedstad.
- Vi har tænkt meget over det, men jeg føler, at tiden er kommet, hvor jeg skal tage ansvaret for mine forældre. Det her handler ikke om hockey - udelukkende min familie, forklarer Alex Bumagin.
Vil fortsat hjælpe White Hawks
Korsbåndskaden, som den russiske spiller fik for et år siden, endte også med at afslutte hans karriere som aktiv ishockey-spiller. Han fortsatte i stedet for som træner i klubben, og selvom det kapitel nu er slut, håber han at kunne hjælpe klubben i Moskva, blandt andet som scout.
- Jeg kender det russiske marked. Jeg har spillet der næsten 16 år og kender spillerne, klubberne og agenterne. Der er allerede nu flere spillere i den danske liga, som har spillet i KHL, fortæller Alex Bumagin.
Selvom der stadig er noget tid, inden Bumagin og familien rykker til Moskva, er han ikke afvisende overfor at vende tilbage til Frederikshavn. Lige nu er forældrene dog højeste prioritet for russeren.