Penge til liv på plejecentre
Frederikshavn Kommune har fået næsten tre millioner kroner til at skabe liv og mere hjemlighed for beboerne på kommunens plejecentre.
Flytning af skolers musikundervisning til plejecentre, højtlæsning for de ældre og værksteder er nogle af ideerne, der kan blive til virkelighed i løbet af de næste tre år.
Her vil Frederikshavn Kommune arbejde med at få åbnet plejecentrene op og inviteret frivillige, skoler, virksomheder og organisationer indenfor dørene. Det skal ske gennem projektet: "Det levende liv på plejecentrene skabes i samarbejde med pårørende, de frivillige og lokalsamfundet".
- Vi byder lokalsamfundet indenfor på plejecentrene, siger Ole Rørbæk Jensen (S), formand for Socialudvalget i Frederikshavn Kommune.
- Målet er, at plejecentrene kommer til at føles endnu mere som et hjem for beboerne, hvor det også skal være endnu mere indbydende for de pårørende at komme på besøg.
Til det formål har kommunen søgt og modtaget knapt tre millioner kroner fra en pulje i Socialstyrelsen.
Puljemidlerne skal blandt andet dække udgifter til ansættelse af brobyggere, indkøb af materiale til at kunne udføre flere ønsker til det levende liv samt konsulentbistand, der skal være behjælpelig med at køre workshops og opbygge model for indsatsen.
Skal være rammen om fællesprojekter
- Vi vil gerne, at plejecentrene bliver rammen om fælles projekter og aktiviteter, siger Ole Rørbæk Jensen.
- For eksempel kunne man flytte musikundervisningen fra skolerne over i fællesrummene på plejehjemmene, eller lave lektiehjælp, hvor skoleeleverne øver sig i oplæsning sammen med beboerne, som gerne vil have læst op for sig. Man kan også forestille sig, at der bliver lavet et værksted på plejcenteret.
Frederikshavn har allerede gode erfaringer med at tilknytte frivillige til plejecentrene.
- Men nu skal vi arbejde endnu mere målrettet på at tænke hinanden som ressourcer og samarbejdspartnere, samt hvordan vi kan gøre brug af hinanden og hinandens omgivelser, siger Ole Rørbæk Jensen og fortsætter:
- I projektperioden skal vi blandt andet have udviklet en overordnet samarbejdsmodel for, hvordan vi i højere grad kan efterleve beboernes individuelle ønsker og behov i hverdagen, for at vi kan skabe de hjemlige rammer ved at indtænke de frivillige og lokalsamfundet mere systematisk.
Projektet løber frem til 30. april 2023.