Olie for en halv milliard omlades ud for Frederikshavn: - Ikke med vores gode vilje
Foto: Ivan Johan Hansen / TV2 Nord
- Vi er nødt til at have opbakning fra EU, for at være sikre på, at Danmark ikke kommer til at gå enegang, siger Orla Hav.
Erhvervsordfører i Socialdemokratiet, Orla Hav, svarer til kritik fra Greenpeace, at et forbud mod omladning af russisk olie i dansk farvand skal have EU-opbakning.
Torsdag agerer aktivister fra Greenpeace blokade mellem olietankskibe i Kattegat ud for Frederikshavn. Samtidig kritiserer miljøorganisationen regeringen for ”at holde hånden under russisk olie”, men Orla Hav vil have rygdækning fra EU.
- Vi tillader ikke omladning med vores gode vilje, men restriktioner over for Rusland skal have et internationalt afsæt, forklarer han.
Han fortsætter:
- Vi er nødt til at have opbakning fra EU, for at være sikre på, at Danmark ikke kommer til at gå enegang.
Det forhindrer vel ikke EU i at tilslutte sig senere, hvis Danmark går enegang nu?
- Hvis vi indfører sanktioner, er der en risiko for at Rusland bare flytter omladningerne til et andet farvand, og så er vi lige vidt. Hvis vi derimod kan få tilslutning fra EU til at gøre det i fællesskab, så lukker vi hårdt ned og reducerer Ruslands muligheder, svarer Orla Hav.
Hvorfor ikke sende et signal fra dansk side om, at det her vil vi ikke have i dansk farvand?
- Der er ingen tvivl om, at der er sendt signaler fra Danmark, og vi arbejder på at få tilslutning fra EU til sanktioner, hvor vi forbyder omladning af russisk olie i dansk farvand.
Du kan læse mere om Greenpeace-blokaden ud for Frederikshavn i artiklen her:
Ikke ulovligt
De to olietankere ud for Frederikshavn er ikke på EU´s sanktionsliste, og derfor er omladningen ikke ulovlig.
Flere danske firmaer har sagt fra til at deltage i omladninger, og derfor har der de seneste uger været tyske bugser-skibe involveret i omladningerne ud fra Frederikshavn.